
Så lykkedes det endelig: Stig Tøfting sælger penthouselejlighed

LÆS OGSÅ: Stig Tøfting frifundet for vold
Så lykkedes det.
Stig Tøfting har fået solgt sin penthouselejlighed i Aarhus. Men det krævede to forsøg og et afslag i prisen.
Det viser oplysninger fra tinglysningen.
Her fremgår det, at den tidligere fodboldspiller fik 8,2 millioner kroner for den 110 kvadratmeter store lejlighed centralt i Aarhus. De nye købere overtager lejligheden 1. september.
Stig Tøfting forsøgte allerede sidste år at sælge lejligheden. Dengang bad han interesserede købere hive 8.595.000 kroner frem for at blive de nye ejere.
Men efter et halvt år uden salg hev han den i december af markedet igen.
I april i år forsøgte han så igen. Prisen var den samme, men denne gang meldte en 51-årig køber sig på banen og købte lejligheden. Det krævede dog et afslag på lige knap 400.000 kroner, før de blev enige.
Der var dog stadig et ganske solidt overskud til Tøfting, der selv betalte 3.050.000 kroner for at købe lejligheden i 2014. Siden har han dog formentlig kastet et større beløb efter renoveringer.
- Du vil ikke vide, hvad jeg har lavet i den lejlighed. Det er den mest fantastiske lejlighed i hele byen, råber Stig Tøftning i en video hos ejendomsmægleren, som formåede at få solgt for ham.
Her fremgår det, at der både er stor tagterrasse og elevator direkte op til lejligheden, som Stig Tøfting fik ombygget i 2021.
Stig Tøfting er i dag fodboldkommentator på Viaplay.
