Sport18. april 2024 (opd. 18. april 2024)

Ronaldo sejrer i retten mod sin tidligere klub Juventus

Cristiano Ronaldo vinder retssag mod Juventus og sikrer sig 75 millioner kroner i manglende løn
Christiano Ronaldo kan ikke kun flexe med musklerne på banen - i retten viser han nu også talent for at vinde.
Christiano Ronaldo kan ikke kun flexe med musklerne på banen - i retten viser han nu også talent for at vinde.
 Foto: Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Cristiano Ronaldo flexer muskler med sønnike

Juventus skal betale Cristiano Ronaldo 9,7 millioner euro i manglende lønudbetalinger i sæsonen 2020/2021. Det svarer til 75 millioner danske kroner.

Sådan lyder dommen i en italiensk retssal onsdag aften, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ronaldo, som spillede i Juventus fra 2018 til 2021, fik dermed afgjort sin appel i sagen, som har varet flere år.

Helt så meget, som Ronaldo havde forlangt, fik han dog ikke. Han havde krævet næsten det dobbelte.

I sommeren 2021 skiftede portugiseren fra Juventus til Manchester United. Efter et mislykket ophold i England skiftede Ronaldo til Al Nassr i Saudi-Arabien.

Juventus har afvist at kommentere sagen, men blot oplyst over for AFP, at klubben vil melde noget ud snart.

Ifølge det amerikanske finansmagasin Forbes var Ronaldo den højest indtjenende sportsudøver i 2023 med 136 millioner dollar i løn. Det svarer til 950 millioner danske kroner.

Juventus, som er børsnoteret, blev noteret for et underskud på 124 millioner euro i regnskabet for 2022/2023. Regnskabet løb til juni 2023. Det meddelte Juventus i oktober sidste år.

Sponsoreret indhold