Sport2. januar 2024

Rohan Dennis sigtet for drab på konen: Nu er der skræmmende nyt

Den australske stjerne blev kort tid inden nytår anholdt og sigtet for drab på sin kone Melissa Dennis. Nu er der nye detaljer i sagen
Rohan Dennis er sigtet for drab på sin kone Melissa Dennis. 
Rohan Dennis er sigtet for drab på sin kone Melissa Dennis.
 Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Rohan Dennis sigtet for at have dræbt sin kone

En skræmmende nyhed ramte cykelverdenen kort før 2023 blev til 2024.

Den 30. december blev den australske enkeltstartsspecialist Rohan Dennis anholdt og sigtet for at have dræbt sin kone, da hun mistede livet efter at være blevet påkørt af en bil. Dødsfaldet blev i første omgang beskrevet som et uheld.

Nu har det australske medie News7 nye detaljer i sagen.

Ifølge mediet skulle parret angiveligt have været oppe at toppes i deres hjem i Adeleide kort tid inden den tragiske ulykke.

Rohan Dennis skulle efterfølgende have forladt hjemmet og sat sig i sin bil, inden ægtefællen satte efter ham og sprang op på kølerhjelmen på bilen i et desperat forsøg på at få partneren til at stoppe.

Det resulterede angiveligt i, at Melissa Dennis faldt af kølerhjelmen og blev trukket flere meter med hånden på det ene dørhåndtag.

Hun landede derefter hårdt i asfalten. Hun døde senere på vej til hospitalet.

Rohan Dennis blev samme aften anholdt og sigtet for drab.

Melissa Dennis gjorde sig, ligesom hendes mand, på cykel og var blandt andet med til at vinde VM-guld i holdforfølgelse i 2015.

33-årige Rohan Dennis indstillede sin aktive karriere efter den netop overståede sæson.

Det er særligt på enkeltstart, at han har foldet sig ud, hvor han er tidligere dobbelt verdensmester i 2018 og 2019.

Han vandt to etapesejre i Tour de France i 2015, ligesom han også har vundet etaper i de to andre grand tours, Giro d'Italia og Vuelta a España.

Sponsoreret indhold