Rikke Iversen bruger familien til at få ladet op: – Godt lige at få kram og kys

Hun har godt nok sin søster med på holdet.
Men derudover er forældre og tilmed lidt af svigerfamilien også rejst til Lille for at støtte op.
Og i en OL-hverdag, hvor næsten alt handler om håndbold, så er det fantastisk at have dem med hernede.
Ikke mindst efter et hårdt og bittert nederlag.
– Jeg nåede lige at sige hej til dem efter kampen, hvilket var rart. Nogle gange er det godt lige at få et kram eller et kys af dem, man har tættest, fortæller Sarah Iversen til SE og HØR i Frankrig, kort tid inden hun faktisk skal ud og besøge dem.
– Det er også rart, at vi lige har et par timer nu, hvor jeg skal ud til dem og skifte scene. På en eller anden måde får man ladet batterierne op af at opleve noget andet, og min nevø er utrolig god til overhovedet ikke at snakke håndbold, men i stedet lege politi og røvere eller noget andet.

Nevøen er søster Sarah Iversens søn Elliot, der ikke helt har fundet samme passion for håndbolden – endnu.
For Rikke Iversen er det bare specielt at få OL-oplevelsen sammen med sin søster og nu også resten af familien.
En familie, der naturligvis er på lægterne lørdag, når Iversen-søstrene og resten af det danske hold skal spille bronzekamp mod Sverige.