Riis og Tanderups nye hjem

Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis kan ikke klage over udsigten fra deres nye hjem i Bredballe ved Vejle.
Den 51-årige OL-guldvinder og den 59-årige eks-cykelrytter har ifølge Tinglysningen betalt 23,8 mio. kr. for en strandvejsvilla på 360 kvadratmeter i Vejle Øst.
Fra huset, som ligger i første række til Vejle fjord, har de tidligere sportsidoler udsigt til deres tidligere hjem; den halvhjulsformede 308 kvadratmeter store og højtbeliggende "Ørnerede", som Bjarne fik opført i forbindelse med sit karrierestop for over 20 år siden.
Den nye villa, som ægteparret overtog 31. december, ligger i modsætning til "Ørnereden" helt ned til vandet og tæt på naboer. Måske er Bjarne Riis blevet en smule mindre sky på sine ældre dage?
Parrets nyerhvervede bolig er bygget i 1900, men ejendommen fremstår som særdeles velholdt.
Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup er forældre til fire sønner. Desuden har Bjarne Riis to drenge fra ægteskabet med Mette Riis.
Sidste år kom det frem, at Bjarne Riis har kastet sig over en helt ny branche. Hans firma Riis Energy ApS. vil sælge varmepumper produceret i Litauen.

"Ørnereden" har tidligere været sat til salg, men i skrivende stund er den stadig ejet af Bjarne Riis.