Sport23. november 2023

Rideforbund udelukker OL-bronzevinder efter kritisk dokumentar

TV 2 har dokumenteret, at hestene på Andreas Helgstrands træningscenter har mærker efter pisk og sporer
Andreas Helgstrand er færdig som landsholdsrytter. 
Andreas Helgstrand er færdig som landsholdsrytter.
 Foto: Bobby Yip/Ritzau Scanpix

Dansk Ride Forbund (DRF) skrotter dressurrytteren Andreas Helgstrand som landsholdsrytter.

Det skriver forbundet om OL-bronzevinderen fra 2008 på sin hjemmeside.

Det sker, efter at det i TV 2-programmet Operation X er blevet afsløret, at heste på træningscentret Helgstrand Dressage, som er ejet af Andreas Helgstrand, er blevet behandlet dårligt.

- DRF's bestyrelse tager på det kraftigste afstand fra den uacceptable ridning, træningsmetoder og behandling af hestene, udsendelserne tydeligt viser, lyder det fra Dansk Ride Forbund.

I udsendelserne på TV 2 bliver det ved hjælp af skjult kamera dokumenteret, at hestene på Helgstrand Dressage blandt andet har mærker og sår fra piske og sporer.

Rideforbundet bemærker, at man som landsholdsrytter er forpligtet til at leve op til en række etiske retningslinjer, og at man skal optræde som god rollemodel.

De ryttere, der skader hestene, er i udsendelserne anonymiserede, men DRF opfordrer rytterne til at stå frem.

- Skulle opfordringen ikke imødekommes, vil DRF iværksætte tiltag med henblik på at få identificeret rytterne og indberette dem for forbundets disciplinærudvalg, lyder det.

Andreas Helgstrand ejer desuden et selskab, der arrangerer konkurrencer. Rideforbundet har samarbejdet med selskabet, men det ophører nu.

DRF vil desuden opfordre Det Internationale Rideforbund til at afbryde samarbejdet med den nu skrottede landsholdsrytters eventselskab.

Andreas Helgstrand vandt i 2008 OL-bronze i holdkonkurrencen i dressur.

Sponsoreret indhold