Sport23. maj 2024 (opd. 5. september 2024)

René Holten Poulsen er udtaget til OL

Så lykkedes det, som kajakroeren har kæmpet så hårdt for
René Holten Poulsen besøgte forleden SE og HØR og fortalte om sine planer for et karrierestop.
 Video: SE og HØR

Kajakroeren René Holten Poulsen er officielt udtaget til sommerens OL i Paris.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

Legene i Paris bliver kajakroerens fjerde i karrieren, men omstændighederne har været noget anderledes end i 2008, 2012 og 2016.

René Holten Poulsen kalder OL-billetten for hans største bedrift i forhold til alle de udfordringer, der har været i forbindelse med at få billetten i hus.
René Holten Poulsen kalder OL-billetten for hans største bedrift i forhold til alle de udfordringer, der har været i forbindelse med at få billetten i hus.
 Foto: Jesper Sunesen

I 2022 fik Holten beskeden om, at Dansk Kano & Kajak Forbund ikke troede på ham frem mod OL, og han blev vraget fra elitecenteret.

Dermed har det været på egen hånd, at den nu 35-årige Holten har jagtet drømmen om OL-deltagelse.

- Jeg glæder mig til at repræsentere Danmark og til at give den gas. Jeg har trænet rigtig godt, og jeg har gjort tingene lidt anderledes og måske nydt det lidt mere, lyder det fra Holten Poulsen.

Tidligere i maj roede Holten Poulsen sig selv til OL-billetten, da han blev nummer to i 1000 meter enerkajak ved et kvalifikationsstævne i Ungarn og dermed tog den yderste billet til legene.

- Det er meget flot, det René har præsteret og særligt imponerende, at han selv har fundet sin vej frem til en OL-udtagelse, siger Lars Balle Christensen, der er sportsdirektør i Team Danmark.

Sponsoreret indhold