Sport4 timer siden

Rejste hjem for at spille VM for Danmark: Historisk kontrakt venter Nikolaj Ehlers

Uden fremtiden på plads og med meget lidt søvn valgte den danske NHL-stjerne at rejse mod Danmark for potentielt kun én VM-kamp. Nu skal han og Danmark spille i deres første VM-semifinale nogensinde
Nikolaj Ehlers kom som en engel, da Danmark skulle spille en vigtig gruppespilskamp mod Tyskland. Nu skal han og resten af landsholdet spille semifinale lørdag aften.
Nikolaj Ehlers kom som en engel, da Danmark skulle spille en vigtig gruppespilskamp mod Tyskland. Nu skal han og resten af landsholdet spille semifinale lørdag aften.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: I chok: – Skal lige sove på det

Tak til Dallas Stars og den canadiske stjerne Thomas Harley.

Hvis Thomas Harley ikke havde scoret det afgørende mål til 2-1 for Dallas Stars mod Winnipeg Jets natten mellem søndag og mandag i denne uge, ville Danmark have spillet VM uden Nikolaj Ehlers.

For lige efter Winnipeg Jets’ nederlag, som betød, at de røg ud af playoff, satte Nikolaj Ehlers sig på et fly mod Danmark for at repræsentere Danmark til VM i Herning.

29-årige Ehlers risikerede at flyve hele vejen fra Canada til Danmark for blot at spille én VM-kamp, hvis Danmark ikke slog Tyskland tirsdag aften.

I sejren over Tyskland, som kom efter straffeslag, var det netop Nikolaj Ehlers, der udlignede til 1-1, og torsdag aften, da Danmark spillede sig i en historisk VM-semifinale, udlignede selvsamme Ehlers til 1-1 mod Canada med 2 minutter og 17 sekunder igen.

Nu skal NHL-stjernen sammen med holdkammeraterne møde Schweiz lørdag aften.

Fremtiden ikke på plads

Om knap halvanden måned udløber Nikolaj Ehlers’ kontrakt med Winnipeg Jets – en klub som han har spillet for siden 2015.

Tidligere har kontraktudløb sat en stopper for mange ishockeystjerners deltagelse ved et VM, men for den danske stjerne betyder VM så meget, at landsholdet kommer før at få fremtiden på plads.

Det er dog ikke fordi, at Ehlers ikke har mulighed for at fortsætte i den bedste ishockeyliga i verden, hvor han denne sommer er unrestricted free agent.

Til NHL.com fortæller Winnipeg Jets’ general manager, Kevin Cheveldayoff, at de meget gerne vil beholde deres danske stjerne.

- Nikolaj er en spiller, som er vokset op i vores organisation. Vi draftede ham, udviklede ham her, og han er en, som vi holder meget af. Vi gik selvfølgelig ind til dette år med viden om, at han var en potentiel unrestricted free agent.

- Når vi får chancen for at tale med ham, vil vi gøre vores bedste for at gøre ham til en Jets-for-livet-spiller.

Kevin Cheveldayoff nåede ikke at have en snak om en ny kontrakt med Nikolaj Ehlers, inden han drog mod Danmark, men den håber Cheveldayoff på at få i den nærmeste fremtid.

Også Winnipeg Jets-kaptajnen Adam Lowry håber på at beholde Ehlers.

- Jeg taler for alle på holdet, når jeg siger, at vi ville elske at få ”Nikky” tilbage. Han er en stor del af holdet. Han er en gamechanger, han er god i omklædningsrummet. Jeg gør ligesom jer andre, holder vejret og håber, at vi kan få en aftale på plads.

- Vi ville være ekstra glade, hvis han besluttede sig for, at Winnipeg er hvor, han ønsker at bruge de næste, jeg ved ikke hvor mange, år.

Den syv år lange kontrakt, som Nikolaj Ehlers har haft med Winnipeg Jets, har haft en værdi på omkring 280 millioner kroner.

Men ifølge AFP Analytics kan Ehlers minimum se frem til at blive tilbudt en seksårig kontrakt med en værdi på lidt over otte millioner dollars om året.

Det svarer til lige under 330 millioner kroner i alt.

Plusset for Nikolaj Ehlers er, at han som unrestricted free agent frit kan handle med andre klubber end Winnipeg Jets, hvilket – ligesom gode præstationer til VM – kan presse flere nuller på lønsedlen.

Men først og fremmest er fokusset på semifinalen, som han og resten af landsholdet spiller lørdag aften mod Schweiz.

Sponsoreret indhold