Sport20. juni 2023

Real Madrid-danskeren Caroline Møller glæder sig til at få ny landstræner

Caroline Møller langer kraftigt ud efter Lars Søndergaard, der er landstræner for de danske fodboldkvinder
Caroline Møller i UEFA-kamp mellem Real Madrid og Paris Saint-Germain i 2021.
Caroline Møller i UEFA-kamp mellem Real Madrid og Paris Saint-Germain i 2021.
 Foto: Pierre-Philippe Marcou/AFP/Ritzau Scanpix

Det er sjældent, at en dansk landsholdsspiller ligefrem glæder sig til at få ny landstræner.

Men det gør Real Madrid-spilleren Caroline Møller, der er samlet med resten af de danske fodboldkvinder i Helsingør forud for den kommende VM-slutrunde i Australien og New Zealand.

Hun ser frem til, at Lars Søndergaard bliver afløst efter VM af svenskeren Andrée Jeglertz.

- Det er da ingen hemmelighed, at jeg glæder mig til, der kommer ny landstræner.

- Jeg tror, at det vil være godt for holdet, at der kommer noget nyt, så jeg skal bare fortsætte med det, jeg gør, siger Caroline Møller til DR Sporten.

- Jeg føler, at jeg er modnet virkelig meget som fodboldspiller i løbet af året, og det føler jeg lidt, at han (Lars Søndergaard, red.) har misset. Det gør den nye landstræner forhåbentlig ikke, siger hun.

Caroline Møller regner ikke med at blive udtaget til den endelige VM-trup, efter at hun flere gange tidligere har følt sig forbigået.

Angriberen kritiserer landstræneren for ikke at have udtaget hende ved flere lejligheder det seneste år.

Hun har derudover savnet kommunikation fra landstræneren og stiller spørgsmål ved, om han har fulgt med i hendes præstationer.

Lars Søndergaard afviser, at han ikke har fulgt med i Caroline Møllers præstationer og tager generelt kritikken afslappet.

- Det er jo ikke en popularitetskonkurrence, når man er landstræner. Nogen kommer man til at skuffe, og nogle vil blive utilfredse. Sådan er gamet bare, siger han til DR Sporten.

Sponsoreret indhold