Sport2. december 2023

Ravel Morrison dømt: Brugte død persons handicaptilladelse

Fodboldspilleren er nu blevet idømt en bøde
Ravel Morrison har tidligere spillet for Sheffield United.
Ravel Morrison har tidligere spillet for Sheffield United.
 Foto: Simon Bellis/AP/Ritzau Scanpix

Tilbage i maj startede Manchester Police en efterforskning af en hvid Audi S3, som var parkeret på Bridgewater Street i Manchester.

Luksusbilen var parkeret med handicaptilladelse, som gives til personer, hvis handicap eller helbredstilstand begrænser deres førlighed, hvilket altså ikke var tilfældet i denne sag.

For efter politiets efterforskning kom det frem, at denne handicaptilladelse tilhørte en person, der døde tilbage i februar 2022, og derfor var handicaptilladelsen ikke gyldig.

Og det viste sig, at ejeren af bilen, hvori handicaptilladelsen lå, var fodboldspilleren Ravel Morrison, der har kendt sig skyldig i retten.

Han er nu blevet idømt en bøde på 1000 pund - svarende til cirka 8.500 kroner - for balladen med handicaptilladelsen, skriver The Guardian.

Den 30-årige fodboldspiller sagde i retten, at han havde købt handicaptilladelsen af "nogen" på Old Trafford for 50 pund, svarende til knap 450 kroner.

Engelsk-jamaicanske Ravel Morrison har blandt andet spillet for klubber som Manchester United, Lazio, Den Haag og Sheffield United.

Han spiller i øjeblikket for DC United i Major League Soccer.

Sponsoreret indhold