Rasmus Nissen Kristensen var ved at knække psykisk: Frederikke blev redningen

LÆS OGSÅ: Rasmus Nissen Kristensens store spørgsmål: Fik sit ja på direkte tv
For et lille halv år siden afslørede den danske fodboldstjerne Rasmus Nissen Kristensen, at han havde gået med tanker om helt at droppe fodbolden. Simpelthen fordi det tog for hårdt på ham psykisk.
Nu fortæller han, hvor galt det reelt stod til, og hvor tæt han var på at pakke sine ting og tage hjem til Danmark.
Det gør han i et længere interview med TV 2 Sport.
Her fortæller han, at han reelt var klar til i første omgang at droppe udlandet og vende hjem til de trygge rammer i Jylland.
Det var her, at én helt særlig person satte foden i og insisterede på, at han gav udlandet en sidste chance.
Hans forlovede, Frederikke.
- Hun havde været med hele vejen og havde set den delvise nedbrydning af min motivation og lyst. Det var hende, der sagde: ”Vi skal prøve i Tyskland”. Hun havde en tro på, at det ville være bedre for mig. Jeg ved stadig ikke, hvordan hun kunne være så sikker, men hun havde bare en kæmpe overbevisning.
Derfor blev det i stedet til et skifte til tyske Frankfurt.
Et sted, hvor både Rasmus Nissen Kristensen, hans forlovede og deres søn nu har det fantastisk. Ikke mindst efter ankomsten af lillemanden i sommeren 2024.
En stor kontrast til tiden i både England og Italien, hvor landsholdsspilleren til tider var så mentalt presset, at han var ved at knække psykisk.
Sådan er det ikke længere.
I sidste sæson blev han kåret til "Årets spiller" på klubholdet, og han har bidt sig fast som sikkert kort på Brian Riemers landshold.
Og hvis det står til fodboldspilleren selv, så bliver han og familien i Frankfurt, indtil karrieren enten slutter, eller de beslutter sig for at tage hjem til Danmark.