Sport9. juli 2023

Rasmus Højgaard vinder golfturneringen Made in Himmerland: Bliver lykønsket af kæresten

Den danske golfspiller var rørt til tårer efter sejren
Rasmus Højgaard tog karrierens fjerde sejr på DP World Tour, da danskeren vandt Made in Himmerland. Efterfølgende stod kærensten Julie Sander Danielsen klar med kys og kram.
Rasmus Højgaard tog karrierens fjerde sejr på DP World Tour, da danskeren vandt Made in Himmerland. Efterfølgende stod kærensten Julie Sander Danielsen klar med kys og kram.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det endte søndag med den første danske sejr nogensinde ved golfturneringen Made in Himmerland.

Rasmus Højgaard endte på forunderlig vis i omspil med spanske Ignacio Elvira og tog sejren, hvilket indbringer ham en pengepræmie på 3,8 millioner kroner.

Søndag morgen var der intet, der tydede på, at den 22-årige dansker skulle spille sig ind i den absolutte topstrid.

Højgaard viste dog forrygende spil og halede hele seks slag ind på den førende spanier.

Godt hjulpet af sit store forspring fra søndagens start havde Elvira på 18. og sidste hul en chance for putte sejren hjem, men en bogey betød, at de to spillere var helt lige - 13 slag under par.

Dermed skulle Made in Himmerland afgøres i et omspil mellem Elvira og Højgaard.

De to spillere blev sat til at afgøre sagen på hul 18, hvor tilskuerne stimlede sammen i spænding og et håb om en dansk triumf.

Det udviklede sig til en nervepirrende maratondyst, da det først på sjette omspilshul lykkedes Højgaard at tage sejren.

På femte omspilshul befandt danskeren sig i en alvorlig knibe, da han sendte sit drive ud i det høje græs i "roughen".

Rasmus Højgaard bevarede roen og holdt liv i sin sejrschance, da det til stor jubel blandt publikum lykkedes ham at sænke et putt med en afstand på omkring fire meter til hullet.

På sjette omspilshul gik det til gengæld galt for Ignacio Elvira, der sendte bolden ud af banen. Det ødelagde spanierens sejrschance, da Højgaard med stor sikkerhed sendte bolden i hul i fire slag - svarende til par.

Efter sejren stod kæresten Julie Sander Danielsen klar med kys og kram.

Rasmus Højgaard blev lyønsket af kæresten, Julie Sander Danielsen, efter sejren. 
Rasmus Højgaard blev lyønsket af kæresten, Julie Sander Danielsen, efter sejren.
 Foto: Ritzau Scanpix
Rasmus Højgaard tog karrierens fjerde sejr på DP World Tour, da danskeren vandt Made in Himmerland. Efterfølgende stod kærensten Julie Sander Danielsen klar med kys og kram.
Rasmus Højgaard tog karrierens fjerde sejr på DP World Tour, da danskeren vandt Made in Himmerland. Efterfølgende stod kærensten Julie Sander Danielsen klar med kys og kram.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er fjerde gang i karrieren, at Rasmus Højgaard vinder en turnering på Europas førende golftour.

Made in Himmerland, der indtil for tre år siden gik under navnet Made in Denmark, er blevet afholdt ni gange tidligere. Første gang turneringen blev spillet var i 2014.

Sponsoreret indhold