Sport2. februar 2023
Raphael Varane er færdig på det franske landshold
Den franske midtstopper Raphael Varane har spillet sin sidste landskamp
Af Ritzau

Om de her diskuterede deres landsholdsstop vides ikke. Men faktum er, at både Hugo Lloris og Raphael Varane ikke længere er tilgængelige for deres land.
Foto: Ritzau ScanpixVM-finalen i Qatar blev Raphael Varanes svanesang på det franske fodboldlandshold.
I en alder af blot 29 år stopper midterforsvareren sin landsholdskarriere, meddeler han på Instagram.
- Jeg har tænkt over det i flere måneder og er kommet frem til, at det er det rigtige tidspunkt for mig at trække mig tilbage fra landsholdet, skriver Raphael Varane.
Manchester United-spilleren debuterede for "Les Bleus" i 2013 og nåede 93 landskampe.
Han deltog ved tre VM-slutrunder og var stamspiller, da Frankrig i 2018 vandt VM-guld i Rusland.
- Jeg kan stadig mærke alle de følelser, jeg følte den dag, 15. juli 2018. Det var et af de største og mest mindeværdige øjeblikke i mit liv, lyder det fra Varane.