Sport18. marts 2024 (opd. 18. marts 2024)

Ramt af skade: Andreas Christensen melder afbud til landskampe

Barcelonas Andreas Christensen melder afbud til landskampe og erstattes med Brøndbys Jacob Rasmussen.

Andreas Christensen kommer ikke til at tage del i fodboldlandsholdets samling, der begynder mandag.

Barcelona-spilleren må melde afbud på grund af en skade og erstattes med Brøndbys Jacob Rasmussen.

Det oplyser DBU på X.

Andreas Christensen skulle sent søndag have startet inde i Barcelonas ligakamp mod Atlético Madrid, men han blev skadet inden kickoff.

I stedet har landstræner Kasper Hjulmand sendt bud efter Brøndby-stopperen Jacob Rasmussen, der har været en vital figur hos Brøndby i denne sæson.

Den 26-årige Rasmussen har spillet for en lang række ungdomslandshold og kan nu få debut på A-landsholdet.

Det kan endda ske på Brøndby Stadion, da Danmark møder Færøerne her den 26. marts.

Der er dog også en mulighed tre dage forinden, når Danmark møder Schweiz i Parken.

Tre afbud har nu ramt Danmarks trup, siden Hjulmand udtog den tirsdag.

Andreas Skov Olsen og Christian Nørgaard fra henholdsvis Club Brugge og Brentford har tidligere meldt afbud og er blevet skiftet ud med Lazios Gustav Isaksen og Celtic-spilleren Matt O'Riley.

Sponsoreret indhold