Sport1. maj 2024 (opd. 5. september 2024)

Rafael Nadal takker af i Madrid med følelsesladet farvel

Efter et skadesplaget år er Rafael Nadal ude af Madrid Open, som han tabte til Jiri Lehecka. Spanieren, med fem tidligere titler i turneringen, retter nu blikket mod Masters 1000 i Rom og sit yndlingsturnering, French Open
Er det snart helt slut?
Er det snart helt slut? Eller kan han kæmpe sig retur?
 Foto: Susana Vera/Reuters/Ritzau Scanpix

Tennisikonet Rafael Nadal har fem gange vundet Madrid Open, men det bliver ikke til en sjette triumf i dette års udgave.

Sent tirsdag aften tabte Nadal sin ottendedelsfinale mod tjekken Jiri Lehecka med cifrene 5-7, 4-6.

Den 37-årige spanier har været hårdt ramt af skader de seneste år og også i årets første måneder, men det lykkedes ham at deltage i ATP-turneringen i Barcelona og derefter i Masters 1000-turneringen i den spanske hovedstad.

Det var formentlig sidste gang, da han forventer at stoppe efter 2024-sæsonen.

- Jeg er glad. Det har været en meget speciel uge for mig. Meget positiv på alle måder. Jeg var i stand til igen at spille på en bane, der har givet mig meget, også på et følelsesmæssigt plan.

- Det har været uforglemmeligt, og jeg kan kun sige "tak". Det har været en utrolig rejse. Det er meget svært, men livet og min krop har sendt signaler til mig i lang tid, siger Nadal ifølge Reuters med henvisning til de mange skader.

Nadal står på deltagerlisten i den forestående Masters 1000-turnering i Rom, der begynder i næste uge.

Fra 26. maj gælder det så grand slam-turneringen French Open, som Nadal har vundet 14 gange.

Nadal er i alt noteret for 22 grand slam-titler.

Kun Novak Djokovic har med sine 24 af slagsen vundet flere.

Sponsoreret indhold