Rafael Nadal er blevet far

Det spanske tennis-es Rafael Nadal, 36, må for en stund skifte bolde og ketsjer ud med bleer og manglende nattesøvn.
Ifølge det spanske medie Diario de Mallorca er tennisstjernen blevet far for første gang.
Det er Nadals hustru, 34-årige Mery "Xisxa" Perelló, der ifølge mediet er nedkommet med en dreng. Desuden fortæller mediet også, at hun nedkom en smule før termin.
– Både mor og hendes baby, født i 37. uge af sin graviditet, har det godt, røber en kilde til mediet.
Den lille dreng kom til verden på en privatklinik i Palma på Mallorca lørdag morgen, beretter mediet desuden.

Rafael Nadal og Mery "Xisxa" Perelló har dannet par i 14 år og blev gift i oktober 2019.
Rygterne om, at tennisspilleren, der har vundet 22 Grand Slam-titler, skulle være far, opstod tilbage i juni, og nu har de altså fået en dreng.