Sport14. februar 2024 (opd. 14. februar 2024)

Quincy Promes idømt seks års fængsel

Den tidligere hollandske landsholdsspiller er dømt for at have været involveret i smugling af 1360 kilo kokain i 2020
Quincy Promes spiller i russiske Spartak Moskva. (Arkivfoto).  
Quincy Promes spiller i russiske Spartak Moskva. (Arkivfoto).
 Foto: Alberto Pizzoli/Ritzau Scanpix

Den tidligere hollandske landsholdsspiller Quincy Promes er blevet idømt en straf på seks års fængsel ved en domstol i Amsterdam.

Det skriver det hollandske fodboldmedie Voetbal International.

Quincy Promes er dømt for at have været involveret i smugling af mere end 1360 kilo kokain i 2020. Ifølge det hollandske medie er smuglingen foregået gennem havnen i Antwerpen.

Anklageren i sagen gik efter at få fodboldspilleren idømt ni års fængsel. Ifølge forsvareren erklærer Quincy Promes sig uskyldig og vil appellere dommen, skriver De Telegraaf.

Om han kommer til at afsone straffen er straks mere usikkert. Han spiller nemlig i den russiske klub Spartak Moskva, og intet tyder på, at han har planer om at forlade Rusland.

Derfor var han heller ikke til stede i retten, da strafudmålingen onsdag blev læst op.

Det samme var tilfældet, da Quincy Promes sidste år blev idømt 18 måneders fængsel for et overfald med kniv. Heller ikke den straf har han afsonet, fordi han altså opholder sig i Rusland.

Smuglingen foregik i januar 2020. Ifølge De Telegraaf kom kokainen med et skib fra Brasilien og var skjult i tasker med havsalt.

I sagen mod Quincy Promes har anklageren taget afsæt i en række chatbeskeder, som er blevet opsnappet. I beskederne brugte Quincy Promes et alias og indtog en "dirigerende, koordinerende og økonomisk rolle", lyder det.

Den 32-årige kantspiller kan prale af 50 kampe på det hollandske landshold, men har ikke optrådt i den orange trøje siden 2021.

/>

Sponsoreret indhold