Annonce
Sport18. maj. 2025

PSV fuldender stort comeback og er hollandsk mester

PSV slog Sparta Rotterdam og er hollandsk mester foran Ajax, der har smidt et stort forspring i slutfasen
Af: Ritzau
PSV-spillere jubler over åbningsmålet mod Sparta Rotterdam.
PSV-spillere jubler over åbningsmålet mod Sparta Rotterdam.
 Foto: Robin Van Lonkhuijsen/Ritzau Scanpix
Annonce

PSV fra Eindhoven er for andet år i træk og for 26. gang i historien hollandsk mester i fodbold.

Det lyder i sig selv ikke så overraskende, men der var næppe mange i Eindhoven, der for få uger siden så et nyt mesterskab komme til klubben i denne omgang.

Med fem runder tilbage førte Ajax ligaen med ni point ned til PSV på andenpladsen, men siden er Amsterdam-klubben kollapset i jagten på guldet.

Allerede efter næstsidste spillerunde overtog PSV førstepladsen og skulle dermed bare sørge for at vinde i sidste runde for at hjemføre titlen. Det gjorde PSV ved at vinde med 3-1 på udebane over Sparta fra Rotterdam.

Annonce

Og så nyttede det intet for Ajax, at det efter fire kampe uden sejr endelig blev til tre point med en hjemmesejr på 2-0 over Twente.

PSV ender på 79 point foran Ajax med 78. Feyenoord bliver treer.

Den rutinerede kroatiske angriber Ivan Perisic bragte PSV foran efter en lille halv times spil, men Gjivai Zechiel udlignede for Sparta seks minutter før pausen, og da var Ajax foran i livetabellen for en periode.

Annonce

Seks minutter senere var trofæet dog igen tilbage på PSV-hænder, da Luuk de Jong bragte holdet på 2-1.

Da Malik Tillman i det 84. minut også bragte PSV på 3-1, kunne man så småt finde champagnen ud fra køleskabet.

Ajax vandt sin kamp på et mål af Jordan Henderson og Wout Weghorst.

Amsterdam-klubben havde Christian Rasmussen på bænken, mens Anton Gaaei afsonede karantæne.

Annonce

Sponsoreret indhold