Sport17. juli 2023

PSGs ultras med klar besked: Vi skærer dine fingre af

Dusan Vlahovic siges at være på vej til PSG. Men søndag holdt en fangruppering et banner op med en advarsel til angriberen
Dusan Vlahovic har fået klar besked af klubbens fans.
Dusan Vlahovic har fået klar besked af klubbens fans.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

PSG's ultras har sendt en klar besked ud om, hvad de synes om klubbens potentielle nye signing, Dusan Vlahovic.

I søndags holdt ultragruppen et banner op uden for stadion Parc des Princes, med en trussel mod angriberen.

- Hvis du kommer til Paris, skærer vi tre af dine fingre af, stod der på banneret.

Betændt konflikt

Årsagen til vreden mod angriberen er baseret på et foto af den 23-årige serber taget ved en landskamp. På billedet kan Vlahovic ses iført en t-shirt med et motiv, hvor Kosovo er en del af Serbien.

Angriberen holder også tre fingre op, hvilket er en type serbisk gestus, som ofte blev brugt under krigen mod Kosovo. Symbolikken kan variere alt efter religiøs eller politisk anvendelse, men gestussen er udbredt blandt forskellige nationalistiske strømme.

Siden udgangen af 2022 er de bilaterale spændinger mellem Serbien og Kosovo blev forstærket, som følge af en række protester fra etniske serbere i det nordlige Kosovo. Der har været spændinger mellem Beograd og Pristina, lige siden Kosovo erklærede sin uafhængighed fra Serbien i 2008.

Fremtiden er uvis

Om Vlahovic ender i Paris Saint-Germain er uklart. Tidligere er det blevet rapporteret, at både Chelsea og Tottenham er interesserede i Juventus-angriberen.

Vlahovic spillede 42 kampe for Torino-klubben i den seneste sæson. Her stod han for 14 mål og fire assists.

Sponsoreret indhold