Sport20. marts 2024

Politiet ransager Luis Rubiales' hjem

Mistanke om korruption, ulovlig administration og hvidvaskning førte onsdag til en politiaktion i Spanien
Luis Rubiales er endt i endnu en potentiel skandale. 
Luis Rubiales er endt i endnu en potentiel skandale.
 Foto: Thomas Coex/AFP/Ritzau Scanpix

Spansk fodbold er kun lige på bagkant af skandalen, som kostede forbundets chef Luis Rubiales jobbet. Og nu lurer endnu en skandale - igen med Rubiales i centrum.

Ifølge flere spanske medier har spansk politi onsdag ransaget både Det Spanske Fodboldforbunds (RFEF) hovedkontor og flere privatadresser, blandt andet Rubiales' hjem i Granada.

Ifølge nyhedsbureauet AFP oplyser kilder hos anklagemyndigheden, at det er mistanke om korruption, ulovlig administration og hvidvaskning i forbundsregi, som har ført til aktionen.

Politiet forventede at foretage syv anholdelser, mens yderligere fem personer ville blive efterforsket, og 11 hjem blev ransaget.

Det er især kontrakter underskrevet af Rubiales i hans regeringsperiode, som er i søgelyset. Eksempelvis er aftalen med Saudi-Arabien om at flytte Den Spanske Super Cup til oliestaten under mistanke for urent trav.

Aftalen sikrer RFEF 40 millioner euro (små 300 millioner kroner) om året. Den blev indgået af Rubiales på forbundets vegne i 2019 med den tidligere FC Barcelona-spiller Gerard Piqués firma Kosmos som mellemmand.

Sagen vakte anklagemyndighedens interesse i 2022, da lydoptagelser af Rubiales og Piqué blev lækket. Her talte de to mænd om kommission af aftalen til Piqué.

Rubiales har hele tiden hævdet, at RFEF ikke har betalt kommission til Kosmos eller Piqué, som ville være mod reglerne.

Luis Rubiales blev presset til at træde tilbage fra præsidentposten tilbage i september efter at have kysset en af de spanske landsholdskvinder på munden på podiet efter VM-triumfen i sommer.

Super Cuppen blev første gang spillet i Saudi-Arabien i 2020. Coronapandemien rykkede året efter turneringen tilbage på spansk grund, men har siden været spillet i Saudi-Arabien.

Sponsoreret indhold