Sport2. december 2022

Pinlig brøler: Hvad skete der lige med den tophemmelige papirlap?!

Det lykkedes ikke for de danske stjerner at slå Australien, og det lykkedes dem tilsyneladende heller ikke at holde deres taktik hemmelig
Her giver Robert Skov sedlen til Christian Eriksen, inden den på mystisk vis ender ude hos den australske bænk.
Her giver Robert Skov sedlen til Christian Eriksen, inden den på mystisk vis ender ude hos den australske bænk.
 Foto: Screenshot

Det er ikke nogen hemmelighed, at mange synes, det er pinligt, at Danmark ikke kunne slå Australien og dermed må rejse hjem fra VM med sølle ét point.

Og nu ser det ud til, at det bliver endnu pinligere for de danske fodboldstjerner.

I hvert fald er der begyndt at florere en video på Twitter, hvor de ikke umiddelbart ser alt for kloge ud.

Hvis man så kampen, lagde man nok godt mærke til, at da Robert Skov blev skiftet ind, havde han en papirlap i hånden.

Den spurtede han direkte hen og gav til Christian Eriksen.

Men på en eller anden måde endte papirlappen, der højst sandsynligt var proppet med dessiner til det danske hold, angiveligt ovre på Australiens trænerbænk.

I et klip fra kampen på den australske tv-kanal TSN kan man høre kommentatoren nævne øjeblikket.

- Den danske seddel er nået ud til den australske bænk. Nu kan diskussionen derude vist fortsætte, siger kommentatoren på engelsk, før han bryder ud i latter.

Kommentatoren nævner også, at Australiens assistenttræner René Meulensteen står og kigger på sedlen, og han har jo som bekendt en fortid i Brøndby IF, så mon ikke han har lært et dansk ord eller to.

Desuden sad angriberen Awer Mabil på bænken, og han har spillet fem år i FC Midtjylland samt et år i Esbjerg, så mon ikke han også har kunnet hjælpe til med oversættelsen.

Se episoden herunder (artiklen fortsætter under videoen):

Videoen på Twitter blev delt torsdag og er indtil videre blevet set 336.000 gange.

Det er ligeledes strømmet ind med kommentarer fra folk, der var på stadion til kampen, og en af dem påstår at have set, hvordan det hele gik til.

Ifølge ham fik Robert Skov sedlen fra Kasper Hjulmand, hvorefter han løb ind og gav den til Christian Eriksen.

Christian Eriksen skal angiveligt have givet sedlen videre til Pierre-Emile Højbjerg, som læste den og derefter smed den ned på jorden.

Herefter skal den australske midtbanespiller Mitchell Duke have samlet sedlen op og løbet ud og givet den til holdets træner, Graham Arnold, som lynhurtigt satte forsvarspilleren Bailey Wright til at opvarmning.

Det er uvist, hvad der præcis stod på sedlen, og om det vitterligt var Danmarks taktik, der blev "lækket".

Over for The Sydney Morning Herald nedtoner kilder på det australske fodboldhold betydningen af sedlen og siger, at Graham Arnold var forberedt på Danmarks taktiske ændringer.

Sponsoreret indhold