Sport16. november 2023

Petr Cech tager stort skridt: Skifter til mesterhold

41-årige Petr Cech skal vogte målet i ishockeyklubben Belfast Giants, hvor han har lavet en kort aftale
(ARKIV) Soccer Football - Champions League Group Stage draw - Grimaldi Forum, Monaco - August 29, 2019 Petr Cech before the draw Den tjekkiske målmand Petr Cech fylder 40 år fredag den 20. maj 2022.. (Foto: ERIC GAILLARD/Ritzau Scanpix)
41-årige Petr Cech skal vogte målet i ishockeyklubben Belfast Giants, hvor han har lavet en kort aftale.
 Foto: Ritzau Scanpix

Fodboldkarrieren er for længst forbi, men det er Petr Cechs tid som aktiv i topidræt tilsyneladende ikke.

Den tidligere Chelsea- og Arsenal-målmand har i en alder af 41 år skrevet kontrakt med ishockeyklubben Belfast Giants, der er regerende britisk mester.

Cech, der også vogter målet på ishockeybanen, er foreløbig hentet ind på en kort låneaftale som en "midlertidig nødløsning", skriver Giants på klubbens hjemmeside.

Normalt spiller han for Oxford City Stars på tredjeøverste niveau. Her har han i denne sæson været på isen i seks kampe.

- Vi sætter stor pris på den hjælp, vi har fået fra både Oxford City Stars og Petr selv. Petr er en højt estimeret idrætsmand, som ved, hvad der skal til for at præstere på øverste niveau, så hans hjælp i denne låneperiode vil være uvurderlig, siger Belfast Giants-træner Adam Keefe.

Tjekkiske Petr Cech markerede sig i sin fodboldkarriere som en af de bedste målmænd i den engelske Premier League.

Han havde sin storhedstid i Chelsea, hvor han spillede fra 2004 til 2015, inden han lod karrieren rinde ud i Arsenal frem til 2019. Det blev også til 124 landskampe for Tjekkiet.

I 2019 slog han sig på ishockey og har siden været målmand i flere forskellige klubber på lavere niveau i Storbritannien.

I Belfast Giants bliver han blandt andet holdkammerat med canadieren Travis Brown, der var en profil i den danske liga gennem tre sæsoner som back hos Esbjerg Energy.

Sponsoreret indhold