Sport11. april 2024 (opd. 11. april 2024)

Patrick Westerholm er færdig i BSH

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold og cheftræner Patrick Westerholm stopper samarbejdet med øjeblikkelig virkning
Patrick Westerholm under håndboldkampen i herreligaen mellem BSH og GOG i Silkeborg lørdag den 2. marts 2024.
Patrick Westerholm under håndboldkampen i herreligaen mellem BSH og GOG i Silkeborg lørdag den 2. marts 2024.
 Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Bjerringbro-Silkeborg Håndbold har med øjeblikkelig virkning sagt farvel til cheftræner Patrick Westerholm.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

- Resultaterne har gennem en længere periode ikke været tilfredsstillende, og med nederlag i de første to slutspilskampe synes en semifinale langt væk, siger BSH-direktør Jesper Schou.

BSH med profiler som Rasmus Lauge og Morten Olsen på holdkortet har i de to første slutspilsopgør tabt til Mors-Thy og Ribe-Esbjerg.

Dermed ligger BSH på en fjerdeplads i slutspilsgruppe 1 med et enkelt point, mens Mors-Thy og Ribe-Esbjerg begge har to point. Aalborg Håndbold topper gruppen med seks point, og der resterer fire kampe.

- Ansvaret kan ikke placeres ét sted, men der er brug for ny energi fra trænerbænken, siger Frank Borch-Olsen, der er bestyrelsesformand.

Derudover blev det 2. april til exit i European League for BSH efter et nederlag over to kampe til rumænske Dinamo Bucuresti.

Man skal helt tilbage til 2. marts for at finde seneste BSH-sejr. Siden er det blevet til syv nederlag og et enkelt uafgjort opgør for den jyske klub.

Assistenttræner Simon Sørensen overtager roret den resterende del af sæsonen, mens Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig, bliver assistent.

Første opgave for den nye trænerduo bliver lørdag, hvor topholdet Aalborg kommer på besøg i Silkeborg.

- Vi skal lynhurtigt have fokus på de opgaver, der venter, og vi har stor tiltro til, at Simon Sørensen og Michael V. Knudsen får troen og energien tilbage, om end vi er klar over, at der på kort sigt venter en meget vanskelig opgave i at forløse potentialet i holdet, siger direktør Jesper Schou.

Klubben vil nu påbegynde arbejdet for at finde ud af, hvem der skal stå i spidsen for holdet fra begyndelsen af næste sæson.

Sponsoreret indhold