Sport12. april 2024 (opd. 12. april 2024)

Patrick Mortensen er pissestolt efter AGF-sejr: - Det er surrealistisk

AGF's anfører, Patrick Mortensen, er overvældet efter holdets sejr over FC Nordsjælland og indtog i pokalfinalen - Jeg er så pissestolt af gutterne, siger han
AGFs Patrick Mortensen (t.v.) i duel med FCNs Marcus Ingvardsen under pokalsemifinale returkampen mellem AGF og FC Nordsjælland på Ceres Park i Aarhus.
AGFs Patrick Mortensen (t.v.) i duel med FCNs Marcus Ingvardsen under pokalsemifinale returkampen mellem AGF og FC Nordsjælland på Ceres Park i Aarhus.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Stjerne misbrugt for enormt beløb

Patrick Mortensen lignede en, der ikke helt fattede, hvad der lige var sket.

Torsdag aften spillede AGF sig i pokalfinalen med en 1-0-sejr over FC Nordsjælland, og det var lidt af en mundfuld for den målfarlige anfører.

- Jeg synes, det er surrealistisk. Det går nok først op for mig i morgen. Jeg synes, det er helt vildt, og jeg er så pissestolt af gutterne. Vi kæmpede en brav kamp, siger Patrick Mortensen til Viaplay.

Han er stolt af, at AGF i en periode med mange skader kunne sætte konkurrencedygtige spillere på banen og holde FCN fra fadet i semifinalen.

- Jeg fik gåsehud flere gange under kampen og kneb måske også en tåre, da der blev fløjtet af, siger Patrick Mortensen.

AGFs Patrick Mortensen sender lidt kærlighed tilbage til klubbens fans.
AGFs Patrick Mortensen sender lidt kærlighed tilbage til klubbens fans.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

- Men vi har ikke vundet noget endnu. Vi vil meget gerne være historiske, og jeg vil rigtig gerne stå i Parken og løfte en pokal sammen med min anden familie. Det vil være så sindssygt stort, siger anføreren.

AGF brugte det meste af opgøret på at forsvare mod nordsjællænderne, som igen og igen forsøgte at dirke den aarhusianske defensiv op.

Det lykkedes aldrig, og i overtiden kronede Gift Links en formidabel indsats med den afgørende fuldtræffer.

- Jeg har tabt semifinalen to gange, men nu får jeg endelig lov til at spille finale. Det kan jeg ikke vente på, og alle i Aarhus er stolte af, at vi er i pokalfinalen, siger Gift Links til Viaplay.

Pokalfinalen løber af stablen i Parken 9. juni. Her venter Silkeborg IF.

Sponsoreret indhold