Sport3 timer siden

På vej hjem til Danmark? Jens Jønsson smider 11,4 millioner kroner

Den danske midtbanespiller har netop købt hus i Aarhus-forstad, mens han er gået ind i sidste år af kontrakten med græske AEK Athen, hvor han har mistet sin plads på holdet
Jens Jønsson har mistet sin plads til AEK Athen-mandskabet, hvor han ellers har været en profil siden 2022.
Jens Jønsson har mistet sin plads til AEK Athen-mandskabet, hvor han ellers har været en profil siden 2022.
 Foto: Paul Terry/AP/Ritzau Scanpix

Jens Jønsson kan fra dags dato kalde sig ejer af en 273 kvadratmeter stor liebhavervilla i Aarhus-forstaden Højbjerg.

Det fremgår af tinglysningen.

Den 32-årige danske midtbanespiller har betalt 11.425.000 kroner for villaen, der har ti værelser og ligger på en 1055 kvadratmeter stor grund.

I salgsopstillingen bruges der store ord som den "smukke herskabsvilla" og "en ekstraordinær boligoplevelse", og tilsyneladende har Jens Jønsson ikke glemt, hvordan man prutter om prisen, selvom det efterhånden er ni år siden, han forlod Jylland.

Villaen har nemlig været sat til salg ad flere omgang siden 2020, hvor den oprindeligt ramte markedet med en ønsket pris på 14.750.000 kroner, og i forhold til den pris fik han altså sikret sig et afslag på 3.325.000 kroner.

Ifølge skødet blev købsaftalen indgået tilbage i maj, ligesom det fremgår, at Jens Jønsson har været frameldt folkeregisteret, men igen skal bo fast i Danmark.

Jens Jønsson forlod AGF i 2016. Han står noteret for fem danske A-landskampe.
Jens Jønsson forlod AGF i 2016. Han står noteret for fem danske A-landskampe.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er dog i skrivende stund endnu ikke tilfældet. Jens Jønsson har fortsat adresse i Grækenland, hvor han har kontrakt med AEK Athen frem til næste sommer.

Midtbanespilleren har tørnet ud for klubben siden 2022 og var med til at vinde the double i form af mesterskabet og pokalturneringen i sin første sæson, men han virker til at have mistet sin plads på holdet.

I de to første kamp i sæsonen indtog han således en plads på bænken, mens han i weekenden slet ikke var i truppen for det græske mandskab. Han har fået spilletid - samlet 16 minutter - i to af holdet seks europæiske kvalifikationskampe i starten af sæsonen.

I slutningen af sommerens transfervindue kunne det græske medie Sportime fortælle, at Jens Jønsson ikke så ud til at have en fremtid i klubben, da den nye cheftræner, Marko Nikolic, ikke så et lys i ham.

"Hans kontrakt udløber næste sommer, men det vil ikke være overraskende, hvis der sker noget før - enten i januar eller i løbet af de sidste dage i transfervinduet," skrev mediet i august.

Jens Jønsson er dog fortsat i klubben, men samme græske medie ærgrede sig i sidste uge over Jens Jønssons situation, da han har givet meget for klubben, siden han kom dertil i 2022.

I artiklen fra 11. september lyder det desuden, at Jønsson formentlig har spillet sin sidste kamp for klubben, ligesom mediet erfarer, at der er transferaktivitet omkring Jønsson fra et ukendt land. Sikkert er det dog, at han ikke vender hjem til Danmark nu, da transfervinduet er lukket og først genåbner til januar.

SE og HØR har rakt ud til Jens Jønssons agent, Mikkel Beck, for at høre, om huskøbet er en del af et ønske om at vende hjem for midtbanespilleren, men han er endnu ikke vendt retur.

Jens Jønsson har siden 2022 også ejet en ferielejlighed i Aarhus.

Han tørnede ud for AGF fra 2011 til 2016, hvor han var en profil for Superliga-klubben. Siden tog han turen til Tyrkiet i form af Konyaspor og efterfølgende Cadiz i Spanien, inden han altså rykkede til Grækenland.

Sponsoreret indhold