Sport14. januar 2024

Overlegne Anders Antonsen vinder Malaysia Open

Anders Antonsen besejrede Shi Yugi i finalen ved Malaysia Open i to sæt
Denmark's Anders Antonsen celebrates after defeating Taiwan's Lin Chun-Yiat in the men's singles semifinal match of the Malaysia Open badminton tournament at Bukit Jalil Axiata Arena in Kuala Lumpur, Malaysia, Saturday, Jan. 13, 2024. (AP Photo/Kien Huo)
Anders Antonsen løb med sejren ved Super 1000-turneringen Malaysia Open.
 Foto: ASSOCIATED PRESS

Anders Antonsen sikrede sig søndag formiddag dansk tid en af karriererens største triumfer.

Den 26-årige aarhusianer vandt således Malaysia Open efter 21-14, 21-13 over Viktor Axelsens kinesiske overmand Shi Yuqi efter en meget overbevisende præstation i finalen.

- Jeg er i chok. Jeg kan ikke helt tro det. Der går nok noget tid, inden jeg forstår det. Jeg er målløs.

- Jeg ved ikke, hvad jeg føler. Jeg er nok i en form for choktilstand, siger Anders Antonsen til TV 2 Sport og kalder desuden triumfen for karrierens største sejr.

Malaysia Open er en af fire årlige Super 1000-turnering, der kun rangerer efter sæsonfinalen BWF World Tour Finals.

Netop Antonsens sejr i 2020's sæsonfinale er hans eneste turneringsejr, der på papiret kan matche triumfen i Kuala Lumpur.

Danskeren har været glimrende spillende hele ugen, og kun i kvartfinalen mod verdenstoeren Kodai Naraoka afgav danskeren et sæt.

Shi Yuqi havde stor succes med sit netspil i sin sejr i tre sæt over Viktor Axelsen i lørdagens semifinale, men mod Antonsen kom kineseren til kort.

Antonsen tog styringen fra første bold og kom på 7-4 i første sæt, inden Shi Yuqi, der var bookmakernes favorit, kom lidt med i kampen og udlignede til 8-8.

Antonsen var dog hurtigst og stærkest og genvandt initiativet med blandt andet temposkift på et niveau, som en tydelig frustreret kineser ingen våben havde i mod.

Fra 16-14 til Antonsen i første sæt virkede det på intet tidspunkt som om, at Shi Yuqi havde evner til lave et comeback - eller selv troede på det - mod en uhyggelig stærk dansker.

Antonsen er aktuelt nummer ni på verdensranglisten, men kan formentligt se frem til en forbedring efter en glimrende turnering med sejre over verdens nummer to, syv og otte.

I de fleste turneringer bliver de otte bedste på verdensranglisten seedede og undgår dermed hinanden frem til kvartfinalerne.

Sponsoreret indhold