Sport7. juni 2023

Optøjer før Conference League-finale: Tre er sårede i angreb

Tre engelske fans er blevet sårede før finalen i Conference League i Prag
Politiet har været nødt til at skride ind og anholde flere, efter tre engelske fans er blevet såret.
Politiet har været nødt til at skride ind og anholde flere, efter tre engelske fans er blevet såret.
 Foto: Darko Bandic/AP/Ritzau Scanpix

Tre personer er kommet til skade i forbindelse med optøjer forud for finalen i Conference League.

Det oplyser tjekkisk politi på Twitter onsdag eftermiddag.

– Italienske fans angreb West Ham-fans på en bar på gaden Rytířská og sårede tre, skriver politiet.

Onsdag aften skal det italienske fodboldhold Fiorentina møde engelske West Ham i et finaleopgør i den tjekkiske hovedstad Prag.

Af den grund er tusindvis af fans taget til storbyen, hvor de har gjort sig bemærket i gadebilledet.

Ifølge Sky News har et øjenvidne sagt, at italienske fans blandt andet har været bevæbnet med kæder og kastet med fyrværkeri.

I politiets tweet fremgår det, at også en politibetjent blev angrebet.

– Vi har tilbageholdt 16 personer, og vi er i øjeblikket ved at undersøge hele hændelsen, lyder det fra myndigheden.

I tweetet har politiet vedhæftet et billede, som viser flere mænd iført mørke trøjer med hænderne bundet bag ryggen. De ligger på maven på gulvet, mens nogle betjente står over dem.

Flere er blevet anholdt i forbindelse med optøjerne.
Flere er blevet anholdt i forbindelse med optøjerne.
 Foto: Police Of The Czech Republic Via Twitter/Reuters/Ritzau Scanpix

Sky News skriver onsdag aften, at mere end 30 personer er blevet tilbageholdt i forbindelse med hændelsen.

Ifølge mediet var en gruppe West Ham-fans angiveligt i gang med at drikke på baren, da de blev angrebet af et større antal mænd iklædt sort tøj.

– Omkring otte italienere gik forbi, mens de svingede med bånd og kæder.

– Fem minutter senere kom en stor gruppe ned af vejen og angreb os, lyder det fra en West Ham-fan til Sky News.

Andre fans af West Ham var på vej til stedet, da politiet trådte ind for holde de to grupper separeret.

Der lå knust glas på gulvet og en afbrændt stol uden for baren, skriver mediet.

En West Ham-fan, som kender de sårede, har fortalt Sky News, at de er på hospitalet. Derudover har han fortalt, at en af de tilskadekomne har fået et "massivt" snit i hovedet.

Sponsoreret indhold