Sport10. august 2023

Optimistisk trods Wozniacki-nederlag: Bør først vurdere hende om et år

Tennisekspert Peter Bastiansen har stor tiltro til Caroline Wozniacki til trods for nederlaget onsdag aften
Tennisekspert Peter Bastiansen er overrasket over Wozniackis høje niveau i de første kampe efter comebacket.
Tennisekspert Peter Bastiansen er overrasket over Wozniackis høje niveau i de første kampe efter comebacket.
 Foto: Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Caroline Wozniacki om sin datter: Krudt i rumpetten

Selv om det blev til et nederlag i anden runde ved WTA-turneringen i Montreal, er tennisekspert Peter Bastiansen positivt overrasket over det, han har set fra Caroline Wozniacki i de første to kampe efter sit comeback.

Særligt torsdagens opgør, som Wozniacki tabte i to sæt med cifrene 2-6, 5-7 mod den forsvarende Wimbledon-mester, Marketa Vondrousova, var opløftende.

– Jeg synes, hun spillede godt. Hun kunne følge med, og hun tabte flere tætte partier, hvor hun lige så godt kunne have vundet. Med lidt mere kamptræning havde det også været endnu bedre, siger han.

Caroline Wozniacki har tidligere særligt været kendt for en defensiv spillestil.

Udviklingen i verdenstoppen de seneste år har tidligere fået Peter Bastiansen til at være kritisk i forhold til, at den spillestil ikke længere vil være holdbar, hvis hun skal tilbage blandt de bedste.

– Hun vinder ikke nogen lette bolde hverken fra serv eller vinderslag. Hun skal kæmpe sig til sine bolde, og det er jo hendes tennis-DNA, og det er det, hun kan og altid har gjort, siger han.

– Mod Vondrousova synes jeg dog, at hun spillede lidt mere offensivt og satsede mere, hvilket også gav lidt flere fejl. Det er der, hun skal lægge lidt mere på sit spil, for den gamle Wozniacki har ikke en chance mod nutidens topspillere.

Kamptræning er det vigtigste for den tidligere verdensetter understreger Peter Bastiansen.

Derfor handler det nu for hende om at få en masse kampminutter i benene, mener eksperten.

– Når du ikke har spillet i tre og et halvt år og har født to børn, så går du altså ikke bare ud og er med på det øverste niveau, siger Bastiansen.

– Uanset om hun taber i første eller fjerde runde ved US Open, så synes jeg først, man skal vurdere hende mere seriøst om et halvt år. Først der kan man sige, hvor hun hører til, og hvad hun kan opnå.

I næste uge skal Wozniacki i kamp igen, når den sidste opvarmningsturnering inden US Open venter i Cincinnati i USA.

Sponsoreret indhold