Sport13. april 2023

Oliver Sonne bekræfter: Vil officielt droppe Danmark og skifte landshold om få måneder

Silkeborg IF-spilleren, der også er Helena Christensens nevø, kan om få måneder stå med sit nye pas i hånden
Silkeborgs Oliver Sonne, som er nevø til den danske supermodel Helena Christensen, kan inden længe vise sit nye peruvianske pas frem, hvis alt går som det skal.
Silkeborgs Oliver Sonne, som er nevø til den danske supermodel Helena Christensen, kan inden længe vise sit nye peruvianske pas frem, hvis alt går som det skal.
 Foto: Kaspar Wenstrup & Ritzau Scanpix

Landsholdsdrømmen er kommet tættere på for 22-årige Oliver Sonne.

Det bliver dog ikke den røde og hvide danske landsholdstrøje som han forventes at trække over hovedet, men derimod Perus hvide og røde landsholdstrøje.

Oliver Sonnes mormor er nemlig fra Peru, og derfor har han længe overvejet at tørne ud for det peruvianske landshold.

Og nu er drømmen kommet et skridt tættere på.

Det peruvianske medie Willax Deportes kunne forleden fortælle, at Oliver Sonnes mor og mormor var på ambassaden for at få styr på det fornødne papirarbejde, så Sonne kan modtage sit nye pas.

- Min datter og jeg var på ambassaden for at lave det nødvendige papirarbejde. De fortalte os, at det vil tage omkring tre måneder, før Oliver vil have sit peruvianske pas. Vi må bare være tålmodige og vente, siger Oliver Sonnes mormor til Willax Deportes.

Nu fortæller Oliver Sonne også til BT, at ansøgningen om statsborgerskab er sendt afsted. Her er det særligt VM 2026 som trækker i højrebacken.

- VM i 2026 er et kæmpe mål for Peru, og det er blandt andet derfor, at jeg synes, deres interesse i mig har været interessant. Det er jo den slags oplevelser, man drømmer om som fodboldspiller, så det vil jeg gøre alt for at hjælpe med, hvis statsborgerskabet kommer helt på plads, siger Oliver Sonne til BT.

Om tre år er der VM i USA, Mexico og Canada, og her har Peru forventninger om at være en del af verdensmesterskabet.

Til september tager Peru hul på kvalifikationen til VM, og her håber Oliver Sonne altså, at han kan være en del af truppen.

Inden længe skulle den peruvianske landstræner Juan Reynoso også besøge 22-årige Sonne, der altså meget vel kan ende med at blive en fast del af det peruvianske landshold.

Højrebacken fastslår, at han ikke har valgt Danmark fra, men at der derimod kun har været interesse fra Peru.

Medmindre Kasper Hjulmand derfor griber knoglen og ringer Sonne op, er han efter alt at dømme tabt for det danske landshold.

Foruden at være god på en fodboldbane, har Oliver Sonne også haft succes som model for blandt andet Gucci, Vogue og Armani.

Jobbet som model er heller ikke noget nyt i familien. Oliver Sonnes moster er nemlig den danske supermodel Helena Christensen.

Sponsoreret indhold