Sport18. december 2023

Oliver Lund står frem: - Jeg blev seksuelt misbrugt som barn

Den tidligere fodboldspiller fortæller første gang offentligt om de traumer, han blev udsat for som barn
Oliver Lund bar på en mørk hemmelighed i mange år. Det vil han ikke længere.
Oliver Lund bar på en mørk hemmelighed i mange år. Det vil han ikke længere.
 Foto: Claus Fisker/Scanpix Denmark

I mandagens afsnit af fodboldpodcasten "LIGE PÅ", fortæller den tidligere AGF-back om oplevelser i barndommen, der har påvirket og formet ham - langt fra fodboldens verden.

De skarpe analyser, grin og fodboldsnak er for en stund skiftet ud med et anderledes alvorligt og vigtigt emne.

Til medværterne Sandro Spasojevic og Lasse Fosgaard, åbner han op omkring seksuelle overgreb begået af et nært familiemedlem, han blev udsat for som barn.

Misbrugt af farfar

- Tilbage i 1995, der bliver jeg seksuelt misbrugt af min farfar, indleder den i dag 33-årige Oliver Lund.

Det er ikke Oliver selv, der afslører misbruget over for familien. Det er i stedet hans 4-årige lillebror, der ligesom Oliver har været udsat for overgreb, der fortæller det til deres mor.

- Det bliver opdaget, da min lillebror fortæller min mor det. Han fortæller, hvad min farfar har gjort ved ham og så ruller der en sag.

Oliver og lillebroren bliver taget med på politistationen, hvor de skal afhøres om deres oplevelser - men Oliver kan slet ikke rumme situationen:

- Jeg lukker helt ned for det. Ingen skulle vide det. Den skam, jeg blev fyldt med - at finde ud af, det her var så forkert - så jeg lukkede fuldstændig ned for det, fortæller han.

Gik alene med hemmeligheden

Oliver forsøger i mange år at lægge låg på de traumatiserende oplevelser.

- Jeg fortalte det ikke til nogen. Det gjorde jeg først, da jeg blev 25 år gammel. Den første person, jeg åbner op for, det er min hustru, Siv. Vi har sådan noget med, at vi gerne vil gerne være meget ærlige over for hinanden.

https://imgix.seoghoer.dk/2023-12-18/20210912-203440-l-1920x1196we.jpg
Lund brugte i mange år sit stærke ydre som et skjold, selvom han egentlig følte, at han levede på en løgn.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

- Jeg havde også behov for allerede indledningsvis at fortælle hende: "Der er noget, jeg gerne ville have fortalt dig, men jeg har simpelthen ikke været klar til at fortælle dig det".

Parret blev i 2022 forældre til en lille dreng, og her havde de mange snakke om, at fodboldspilleren ville løsrive sig fra sin egen historie og ikke "give aben videre", som han formulerer det.

- Det har heldigvis også været tilfældet efter han kom ud. Der ligger en god far og en god faderfigur i mig, som godt kan tage ansvar for et lille væsen, fortæller han.

Skyld og skam

Oliver har i sine yngre år kæmpet med følelser af ikke at kunne passe på sig selv eller dem omkring sig.

- Ligemeget hvor meget jeg løb eller bankede hovedet ind i en mur, så gjorde det stadig ondt. Jeg kunne ikke slippe af med følelsen. Jeg bar det med mig over alt. Det åd mig op indefra.

Men sådan har han det ikke længere - selvom han stadig bliver påvirket, når han tænker på de ting, han blev udsat for.

- Det er irrationelt. Jeg var bare et barn - jeg var en af dem, der skulle passes på. Det var et voksent menneske, der gjorde det med fuldt overlæg.

Har lært at elske sig selv

Oliver Lund fortæller også, at han ville ønske, at han havde sagt det højt noget tidligere.

- Når jeg tænker på, hvor svært det var for mig at sige, så er jeg helt paf over, hvor modig min bror, han var. At han allerede dengang var åben omkring det. Jeg ville ønske, jeg havde været bedre til at opsøge et rum, hvor det er nemmere at snakke om de her ting. Det er noget, der har ædt mig op i de unge år og har medført selvdestruktiv adfærd.

Men oplevelserne har givet ham et andet perspektiv på sig selv i dag, hvor han er stolt af den mand, han er og er blevet. Og han vil eje sin egen historie - også selvom det er med hjertebanken og svedige håndflader, når han fortæller den.

- Jeg føler, jeg er et rigtig godt sted i dag. Jeg har med tiden lært at elske min historie. Det i sig selv (misbruget, red.) har jo ikke affødt noget godt, men der er nogle personlighedstræk i mig, som jeg virkelig elsker. Min vrede affødte, at jeg blev fandenivoldsk og drevet.

- Jeg elsker den side af mig selv. Min drivkraft og mit gåpåmod. Og jeg elsker den person, jeg er blevet, fortæller Oliver Lund.

Oliver Lund indstillede i sommer sin aktive fodboldkarriere, hvor han nåede 168 superligakampe. Han har spillet for blandt AB, Vestsjælland, Lyngby, OB og senest for AGF.

Sponsoreret indhold