
Nyt eventyr: Christian Eriksen stifter firmaer i Danmark

LÆS OGSÅ: Christian Eriksens hjerte til tjek efter sygdom
Det er endnu uvist, hvad der skal ske med 33-årige Christian Eriksens fodboldkarriere, når kontrakten med Manchester United udløber ved udgangen af juni i år.
Måske netop derfor er Christian Eriksen nu gået i gang med at forberede sig på livet efter fodbolden. Eller det kan man i hvert fald godt komme til at tro.
Landsholdsstjernens navn er nemlig dukket op som ejer af to nyopstartede firmaer her i Danmark. Det fremgår af selskabsregistret og blev først beskrevet af Fyens Stiftstidende.
De to firmaer har, i hvert fald for nu, fået navnene CE1992 ApS og A&A2025 Ejendomme ApS og har begge adresse i Odense.
Og hvis man skal tro beskrivelserne af de to startups, så er det to firmaer med vidt forskellige formål, som fodboldspilleren kan kalde sig stifter og ejer af.
Førstnævnte har nemlig til formål at eje aktier og anparter i andre selskaber, lyder det.
Det andet firma beskæftiger sig med ejendomshandel.
En herre ved navn Christian Alexander Geertsen står desuden registreret som direktør i begge firmaer.
Han er i øvrigt Christian Eriksens advokat og rådgiver.

Flytter ikke hjem til Danmark
Om de to nye firmaer er et tegn på, at fodboldkarrieren lakker mod enden, må tiden vise.
Faktum er, at landsholdets kamprekordholder står uden klub om halvanden måned, hvis han ikke skriver under på en ny kontrakt med Manchester United eller når at finde sig en ny klub inden da.
Det første scenarie tror hovedpersonen selv dog ikke frygtelig meget på sker.
- Intentionen er ikke at blive i England, lød svaret, da han blev spurgt ind til det under sidste landsholdssamling, ligesom han også var klar til at afvise andre lande.
- Jeg skal ikke til USA, så langt rejser vi ikke. Vi vil gerne blive i Europa, men det er for tidligt at tage hjem til Danmark.
