Sport20. september 2023

Ny udvikling: Spanske fodboldkvinder går alligevel med til at spille

Næsten alle spanske landsholdsspillere vil spille efter en aftale mellem regeringen og fodboldforbundet
Spillerne risikerer at blive straffet med bøder og inddragelse af spillerlicenser, hvis ikke de var mødt op.
Spillerne risikerer at blive straffet med bøder og inddragelse af spillerlicenser, hvis ikke de var mødt op.
 Foto: Jose Jordan/Ritzau Scanpix

De fleste af de kvindelige spanske landsholdsspillere har indvilget i at lade sig udtage til landsholdet.

Sådan lyder det onsdag fra den spanske regering.

- Vi er kommet til enighed om en række aftaler, der vil blive udformet og underskrevet i morgen, siger lederen for Det Nationale Sportsråd (CSD), Victor Francos.

Han henviser til aftaler mellem den spanske regering og landets fodboldforbund. Det er uklart, præcis hvad de er blevet enige om.

Ud af de 23 spillere, der er blevet udtaget, vil 2 ikke deltage, siger han yderligere.

Mandag udtog landstræner Montse Tome 23 spillere til de forestående kampe mod Sverige og Schweiz. 20 af de udtagne spillere havde på forhånd tilkendegivet, at de ikke stod til rådighed for landsholdet.

Efter VM-triumfen i august eskalerede en i forvejen ulmende konflikt mellem landsholdet og Spaniens Fodbolforbund (RFEF).

Under fejringen af VM-guldet kyssede forbundets præsident Luis Rubiales den spanske VM-helt Jennifer Hermoso på munden. Efter massiv kritik trak Rubiales sig fra posten for halvanden uge siden.

Det er uklart, om hun er blandt dem, der nu alligevel vil spille.

Landsholdets træner under VM, Jorge Vilda, var upopulær internt i truppen og er også røget ud.

Til trods for at Rubiales og Vilda nu er væk, så har de spanske fodboldkvinder krævet ændringer i forbundet, hvilket fik dem til at iværksætte en strejke.

Det valgte den nyansatte landstræner, Montse Tome, dog at overhøre, da hun mandag udtog truppen til Nations League-kampene mod Sverige på fredag og Schweiz i næste uge.

Spillerne risikerer at blive straffet med bøder og inddragelse af spillerlicenser, hvis ikke de var mødt op.

Sponsoreret indhold