Ny skør regel: Lange negle bliver forbudt i håndbold

Hurtig-midte, passivt spil og 7-mod-6. Nogle regelændringer har ændret håndboldspillet markant. Andre regler bliver små paranteser i et i forvejen kompliceret regelsæt.
Sådan ryger en ny regel, der er indført op til denne sæson, nok også ind under, men ikke desto mindre hører den til i den kuriøse ende. Det er nemlig blevet ulovligt at have "for lange negle".
Skulle en dommer vurdere, at en spillers negle er til fare for modstanderen, så kan man altså blive bedt om at forlade banen. Reglen ryger dog ind i kategorien "vurderingskendelser". Det fortæller Jørn Møller, regelfortolker i DanskHåndbold, til mediet Ubold.
- Det er ikke defineret i reglen, hvor lange neglene må være, men de skal være kortklippede, så risikoen for at rive en modspiller minimeres ganske kraftigt.
"For-lange-negle-reglen" er blevet en del af spilleregel 4.9 og lyder således:
"Det er ikke tilladt at bære genstande, som kan være farlige for andre spillere. Dette indebærer for eksempel hovedbeskyttelse, ansigtsmaske, armbånd, ure, ringe, synlig piercing, halsbånd eller -kæder, øreringe, briller uden mulighed for fastgørelse, briller uden fast stel, genstande, som kan forårsage snitsår eller hudafskrabninger (negle skal være klippet korte) eller andre genstande, som kan være farlige."
Om hvorvidt nogle spillere er sendt i omklædning efter en neglesaks endnu, er vi her på SE og HØR ikke bekendt med.