Sport15. juni 2023

Nu forklarer Rasmus Højlund, hvorfor politiet forsøgte at beslaglægge bilen: – Det var helt til grin

Den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund forklarer nu, hvad der skete, da bilen var på vej til at blive beslaglagt
Rasmus Højlund var lige ved at få bilen beslaglagt. I stedet endte han med en bøde.
Rasmus Højlund var lige ved at få bilen beslaglagt. I stedet endte han med en bøde.
 Foto: Kaspar Wenstrup

I midten af april dukkede der pludselig en video op på sociale medier med den danske landsholdsstjerne Rasmus Højlund, der var kommet i problemer med politiet.

Hans bil holdt nemlig ikke lovligt parkeret, og det betød, at den blev kørt op på et fejeblad, mens to betjente står og ser til med danskeren ved siden af sig.

Nu forklarer den nye danske landsholdsdarling, hvad der helt præcist skete, da politiet lige pludselig var i gang med at fjerne hans bil.

– Bilen blev aldrig taget, griner Rasmus Højlund i Mandsholdets nyeste podcastafsnit fra landsholdslejren i Helsingør.

– Den røg kun op på fejebladet. Jeg fik en bøde på 29 euro, og den blev kørt helt op. Det er 200 danske kroner. Det er helt skidt. Højlund i problemer med politiet. Hold kæft, fortsætter den 20-årige angriber jokende.

På videoen ligner det egentlig ikke, at der er så meget i vejen på Rasmus Højlund parkering, der måske blot er en smule skæv. Det var heller ikke det, der var årsagen til "dramaet".

– Den røg lige op på det fejeblad der, og så nåede jeg at få den ned igen. Det var helt til grin. Der var noget cykelløb, og så vågner jeg op og kan se, at bilen er oppe på det fejeblad der, og så sprinter jeg bare ud til bilen.

Det dog ikke Højlund selv, der havde snakketøjet i orden over for politiet. Han fik lidt hjælp fra hans italienske klub, Atalanta.

– Jeg får ringet til team manageren, og så får han fikset mig ud af det, griner han.

Rasmus Højlund og resten af landsholdet skal i aktion fredag i Parken, hvor de møder Nordirland i kvalifikationen til EM-slutrunden i 2024 i Tyskland.

Sponsoreret indhold