Nu er det bekræftet: Laura Dahlmeier er død

Den tidligere OL-guldvinder i skiskydning Laura Dahlmeier er død efter en klatreulykke i Pakistan.
Det skriver det tyske nyhedsbureau DPA.
Den 31-årige tysker og hendes klatrepartner blev mandag fanget af et stenskred i 5700 meters højde, imens de stod på ski.
- Baseret på helikopteroverflyvning og klatrepartnerens beskrivelse af alvoren af hendes skader, må det antages, at Laura Dahlmeier døde øjeblikkeligt, siger hendes bagland i en udtalelse til den tyske tv-station ZDF.
Ifølge baglandet er det for risikabelt, at hendes lig bliver bjærget. Samtidig skulle Dahlmeier tidligere have udtrykt, at "ingen i et tilfælde som dette skal risikere livet for at redde hende".
- Hendes ønske var at lade sin krop ligge på bjerget i dette tilfælde. Dette er også i familiens interesse, som udtrykkeligt anmoder om, at Lauras sidste ønske respekteres, skriver ZDF med reference til udtalelsen.
Uheldet sket omkring middagstid lokal tid mandag.
En redningsaktion blev straks sat i gang, men området var øde, og samtidig har kraftig vind og dårlig sigtbarhed forstyrret eftersøgningen.
Det dårlige vejr betød blandt andet, at redningsaktionen fik vanskelige vilkår tirsdag aften og blev stoppet.
Ifølge pakistanske myndigheder blev den så delvist genoptaget onsdag, men kun på jorden, da en helikopter ikke kunne sendes i luften på grund af vejret.
To hold af bjergbestigere - bestående af tre amerikanere og en tysker - har været klatret op på bjerget i retning af det område, hvor Dahlmeier forsvandt.
- En stor tak fra familien går til redningsholdet, især de klatrere, der er kom til for at hjælpe på stedet, skriver Dahlmeiers bagland.
Dahlmeier var certificeret bjergbestiger og skiguide i området. Hun stoppede karrieren i 2019. I alt vandt hun to OL-guldmedaljer og syv VM-guldmedaljer.
Begge olympiske guldmedaljer kom ved vinterlegene i Pyeongchang i 2018 i sprint og jagtstart.
Året forinden havde Dahlmeier som den hidtil første kvinde vundet VM-guld i fem skiskydningsdiscipliner ved samme mesterskab.
Samme år vandt tyskeren suverænt den samlede World Cup.
I 2019 stoppede Dahlmeier som 25-årig overraskende karrieren. Hun fortalte, at hun var udmattet både fysisk og mentalt.
Tyskeren søgte nye udfordringer og uddannede sig blandt andet til certificeret bjergbestiger.