Sport27. maj 2023

Novak Djokovic hylder Holger Rune: - En af de bedste i verden

Den danske stjerne får store roser med på vejen af en af spillets største nogensinde
Holger Rune bliver hyldet af ingen ringere end Novak Djokovic. 
Holger Rune bliver hyldet af ingen ringere end Novak Djokovic.
 Foto: Ritzau Scanpix

Holger Runes bedrifter på det seneste har været så fornemme, at hans navn uopfordret bliver bragt op, når selv de største tennisstjerner afholder pressemøder.

Således også da en af sportens mest vindende i historien - Novak Djokovic - lørdag mødte pressen forud for grand slam-turneringen French Open, der begynder søndag.

Serberen ser ikke bare Rune som en af outsiderne til titlen i Paris, han ser også Rune som en af de største stjerner i den nye generation sammen med spanieren Carlos Alcaraz og italieneren Jannik Sinner.

- Rune fortjener at blive nævnt som en af de førende i den kommende generation og en af de bedste spillere i verden, fordi hans kvaliteter og resultater, der bliver bedre og bedre, er et vidnesbyrd på, hvor god han er.

- Jeg har tabt to gange til ham og har også tabt til Alcaraz. De imponerede mig begge med måden, de spillede på, hvordan de bevægede sig på banen og den måde, de håndterede pres på, lyder det fra Novak Djokovic.

Serberen mener også, at trænersamarbejdet med Patrick Mouratoglou gavner Holger Rune.

- Han er en af bedste trænere overhovedet og er meget klog. Han har haft stor succes med flere spillere på både herre- og kvindesiden.

- Det er vigtigt at have en person, du kan stole på, og én som kan give dig inspiration og motivation. Og samtidig én, der har stået i situationen eller forstår, hvad du går igennem, mener Djokovic.

Også sidste års tabende finalist i French Open, Casper Ruud, ser Rune som en del af favoritfeltet i Paris.

- Det er klart, at Holger er en stor trussel. Han spiller meget frygtløst. Det ser ud til, at han er i en god tilstand, og han har spillet godt på det seneste. Han er én, man skal holde øje med, siger Casper Ruud på et pressemøde lørdag.

Ruud og Rune kan ramle ind i hinanden i kvartfinalen i French Open, præcis som de gjorde sidste år med nordmanden som vinder.

Rune skal i første runde møde amerikaneren Christopher Eubanks på tirsdag.

/ritzau/

Sponsoreret indhold