Sport28. september 2023

Norges bedste overrasker med vild video: Se den her

Nyheden om Solbakkens forlængelse blev præsenteret i en musikvideo, som er en genindspilning af 80'er hittet "We Are the World"
Markus Solbakken optræder selv i den humoristiske video.
Markus Solbakken optræder selv i den humoristiske video.
 Foto: Michal Kamaryt/ASSOCIATED PRESS

Fodboldklubben Viking FK skal måske overveje at finde penge til en lønforhøjelse til klubbens markedsføringsansvarlige i nærmere fremtid.

I hvert fald til det individ, som fandt på en lille genistreg i forbindelse med klubbens annoncering af midtbanespilleren Markus Solbakkens forlængelse.

Her har man nemlig fundet på at omskrive monsterhittet "We Are The World" fra 1985, indsunget på norsk af kendte folk som politikeren Kari Nessa Nordtun, komponisten Sigvart Dagsland, musikerne Morten Abel og Kjartan Salvesen med flere.

- Tak skal du have, jeg bliver! fortæller en smilende Solbakken i videoens slutning.

Ud over forlængelsen med Solbakken, kan klubben glæde sig over, at man efter 22 kampe og 51 point indtager en førsteplads i den bedste norske fodboldrække - to point foran Bodø/Glimt.

Skulle navnet på den 23-årige midtbanespiller ringe en klokke, så er det selvfølgelig fordi, at Markus Solbakken er søn af den norske landstræner og tidligere mangeårige FC København-træner, Ståle Solbakken. Det er ikke mange uger siden, farmand Ståle udtog og benyttede Markus på landsholdet for første gang.

Markus Solbakken har forlænget aftalen med førerholdet i Eliteserien til udgangen af 2026.

Sponsoreret indhold