Nikolaj Jacobsen er blød som smør: Forkæler sit firkløver

I det hyggelige hjem på sydfynske Thurø er det samme historie hvert år.
Far mangler – i al fald den første måned.
For her suser familiens sølvsprængte sherif, Nikolaj Jacobsen, 52, rundt i håndboldhaller og på hotelværelser ude i verden.
Hjemme i Danmark sidder så konen Lenette – som håndboldlandstræneren har været gift med siden 1999 – og deres tre børn Freja, 25, Sille, 22, og Linus, 15.
Og derfor får Nikolajs stjernekvartet ekstra opmærksomhed resten af året.
– Jeg ved, at Lenette synes, jeg forkæler mine børn for meget, fortæller landstræneren i TV 2-programmet "Playmaker" – og tilføjer, at han føler sig yderst privilegeret over, at hustruen og han er i stand til at forkæle og hjælpe ungerne, når der er brug for det.

Sådan var det nemlig ikke altid, da han selv var barn.
– Jeg har det sådan, at jeg har muligheden for det.
Det havde mine forældre ikke. De forkælede os så på nogle andre måder, lyder det fra landstræneren, som i rødt og hvidt selv nåede at boltre sig på venstrefløjen i 148 kampe.
Måske sydpå
Selv om det ikke er sjovt at undvære farmand, så kender børnene dårligt til andet.
– Mine børn har ikke været vant til andet, så der er intet nyt i det for dem.

Og det er helt fint, siger Nikolaj Jacobsen, da SE og HØR møder ham kort før den igangværende EM-slutrunde i Tyskland.
– De har altid været vant til, at deres far er af sted i januar, så på den måde er det ikke et tema hjemme hos os.
Når sol, måne og stjerne står på række og alt andet flasker sig, rejser familien gerne med og hepper.

Det bliver dog lidt mere kompliceret i år, da yngsteguldet selv har håndbold på plakaten.
– Når vi spiller mellemrunde i Hamborg, er Linus selv til håndboldstævne i Ungarn, så der kommer familien ikke ned.
Men hvis vi går endnu længere end det, kan det godt ske, at de kommer ned, afslører fynboen med det både iltre og lune temperament.
Under alle omstændigheder kan Nikolajs fire højest elskede trofæer glæde sig, til ”den gamle” så er hjemme igen – og den atter står på faderlig forkælelse.
Forhåbentlig med nyt dansk guld om halsen.