Nikolaj Jacobsen afviser: Ringer ikke til Thomas Arnoldsen

I november skete der det, der bare ikke måtte ske for Thomas Arnoldsen.
Aalborg-bagspilleren pådrog sig i en Champions League-kamp et brud på skinnebenet, og kiggede ind i en pause på 12 uger.
Torsdag aften - inden Danmark tog imod Frankrig i Jyske Bank Boxen - gjorde Thomas Arnoldsen comeback for Aalborg Håndbold i en testkamp mod Vendsyssel.
Det kunne få flere til at tro, at Nikolaj Jacobsen derfor vil bruge sin udskiftning på at hente Arnoldsen ind i EM-truppen.
Men sådan forholder det sig ikke.
Det fortæller landstræneren efter sejren over Frankrig, hvor han blev spurgt ind til, om han overvejede at ringe til Thomas Arnoldsen.
- Nej, for jeg synes egentlig, at vi kan få det skiftet rigtig fint. Simon og Mathias er vant til at spille meget – det har de gjort i alle slutrunder. I dag kommer Lasse Andersson ind og gør det virkelig godt. Så har jeg stadig Lasse Møller, der kan komme ind.
- Men det er klart, at når vi spiller så tætte kampe som vi gør, så skifter jeg ikke to af verdens bedste håndboldspillere ud. Det har aldrig været min stil, og det bliver det heller aldrig.
Torsdag var der også lidt kaos i EM-truppen, da Andreas Magaard først blev indkaldt til EM-truppen for så få timer senere blive sendt hjem igen, da han alligevel ikke var kampklar.