Sport26. juli 2024 (opd. 26. juli 2024)

Nikolai Terteryan sov over sig: Missede frokost med kongeparret

Heldigvis havde bokseren dog mødt kong Frederik og dronning Mary da de ankom til den danske OL-lejr, inden han gik op for at tage en lur
Nikolai Terteryan skulle have spist frokost med kong Frederik fredag eftermiddag. Men bokseren kom til at sove over sig, og måtte nøjes med et kort møde, inden han gik op på værelset for at tage en lur.
Nikolai Terteryan skulle have spist frokost med kong Frederik fredag eftermiddag. Men bokseren kom til at sove over sig, og måtte nøjes med et kort møde, inden han gik op på værelset for at tage en lur.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Når man er til OL skal man være fokuseret og klar, og så skal man huske at restituere.

Men det blev måske lige i overkanten for den 22-årige bokser, Nikolaj Terteryan, der missede en frokost med Kong Frederik og Dronning Mary, fordi han sov over sig på sit hotelværelse, fortæller han.

– Vi skulle have spist frokost med dem tidligere i dag, men jeg sov desværre over mig. Det må blive til næste OL, siger han og griner.

Bokseren har dog haft æren før af at møde kongeparret. Allerede få timer inden frokosten var parret forbi OL-lejren, hvor han hilste på dem og fik taget billeder sammen med dem.

– Det var hyggeligt nok, at de kom forbi. Jeg har også mødt dem før, men at møde særligt Kong Frederik nu som konge, dét var specielt, fortæller han.

Nikolaj Terteryan er den første bokser i 12 år, der har kvalificeret sig til OL. Han stiller op i en mellemvægtsklasse.

OL 2024 i billeder

Han er netop gået videre uden kamp i første runde ved lodtrækning, så han er direkte i 1/8 finalerne. Her skal han enten møde franskmanden Makan Traore eller ireren Aidan Walsh.

– Irlænderen fik bronze i Tokyo, men han kommer ikke med noget særligt, så ham er jeg ikke usikker på. Franskmanden er jeg heller ikke nervøs for, siger danskeren.

Han forklarer, at han tager én kamp ad gangen, men han ser frem til kvartfinalen, hvor han kan møde den regerende verdensmester fra Uzbekistan.

– Ville gerne have mødt en anden modstander, men jeg er klar til at møde ham og dér skal jeg bare præstere. Det er kampen om medaljer. Jeg har slået nogen navne han har tabt til, så jeg synes mine chancer er gode.

Sponsoreret indhold