Sport15. april 2024

Nicolai Højgaard mister topplacering i Augusta

Efter en lovende start under US Masters kunne Nicolai Højgaard ikke holde kadencen og sluttede som nummer 16. Amerikaneren Scottie Scheffler bekræftede sin status som verdensetter ved at vinde turneringen, mens Tiger Woods kæmpede og satte personlig rekord for værste majorrunde nogensinde

Det lykkedes ikke Nicolai Højgaard at blande sig i det fine selskab i US Masters trods danskerens gode start på golfmajoren.

Højgaard gik første runde i fem slag under par og indledte dermed turneringen med en placering i toppen.

Men danskeren endte på en delt 16.-plads efter en udfordrende tredje og fjerde runde, som han gik i henholdsvis to og fire slag over par.

Han faldt dermed ti pladser i det samlede regnskab på sidste dag på den legendariske Augusta-bane i den amerikanske delstat Georgia.

Højgaard, som debuterede ved US Masters, leverede to doublebogeys, fire bogeys og seks birdies i sidste runde.

Amerikanske Scottie Scheffler blev den helt store vinder ved US Masters, hvilket er verdensetterens anden sejr på tre år.

Scheffler gik sidste runde i fire slag under par og endte dermed 11 slag under par i det samlede regnskab.

Thorbjørn Olesen gik sidste runde i tre slag over par og endte med en samlet score på 14 slag over par, hvilket rakte til en delt 58.-plads.

Det var lige akkurat bedre end den femdobbelte Masters-vinder Tiger Woods, som samlet set gik turneringen i 16 slag over par.

Woods gik lørdagens runde i 82 slag, hvilket er hans dårligste majorrunde i karrieren.

Den 48-årige Woods vandt Masters i 1997, 2001, 2002, 2005 og 2019.

Sponsoreret indhold