Nicky Andersen fik særlig besked fra kræftramt far: Det værste mareridt
LÆS OGSÅ: Store kærlighedsplaner: Nicky Andersen afslører fremtidsplanerne med kæresten
Som bare 19-årig landede Nicky Andersen et job, som blot de færreste i den alder kan prale af at få tilbudt.
”Forræder”-danseren blev ansat på Disney-filmen Aladdin som assistentkoreograf og danseduppleant for Mena Massoud, som spillede Aladdin.
I lidt mere end to år havde Nicky derfor base i London, imens han knoklede hårdt side om side med blandt andet Mena Massoud og Will Smith.
Men jobbet var han ved at droppe, da danseren modtog en særlig trist besked fra familien i Danmark.
Det fortæller Nicky Andersen i SE og HØR-podcasten ”Af Banen”.
- Da jeg boede i London og lavede Aladdin, fik min far kræft.
Og farens sygdom forstærkede afsavnet til familien derhjemme, og Nicky kom da også i tvivl om, hvorvidt han skulle tage hjem eller blive og udleve sin drøm.
- Jeg bliver faktisk ked af det, når jeg tænker på det. Det er ikke noget, jeg har sagt til særligt mange. Man lever i lidt af den kontrast. På den ene side udlever man sin drøm, og på den anden side er det ens værste mareridt.
- Det værste ved det var, at jeg ikke kunne være fysisk sammen med min familie. Min far fik konstateret kræft, så de kunne ikke flyve over til mig i London. Jeg arbejdede seks dag i ugen, så jeg kunne ikke have en fysisk snak med dem om det, og jeg var ung. Jeg var 19 år, og du ved jo intet om livet der.

Selve jobbet til Aladdin var i sig selv også en surrealistisk oplevelse, da TV 2-kendissen ikke var til audition, da han var på familieferie i Thailand.
Jobbet landede han derfor ved, at han tog en chance og sendte nogle videoer på mail til agenten, som havde auditionen, og det er netop på ferien, at han modtog et opkald og blev tilbudt jobbet.
Både Nickys mor og far vidste med andre ord godt, hvor stort det var, at deres søn havde landet jobbet, og det var da også efter en samtale med faren, at han valgte at blive i London til trods for sygdomschokket i familien.
- Jeg var virkelig emotionelt påvirket af det. Jeg vidste ikke, om jeg skulle være glad eller ked af det. Jeg var klar til at sige: ”Fuck Disney”, og tage hjem til min far, men det var faktisk ham, der skubbede mig og sagde, at han ville være skuffet, hvis jeg ikke blev i London og udlevede min drøm, fordi han vidste, det var det, jeg ville.
Aladdin endte da også med at blive en kæmpe succesoplevelse for den talentfulde dansker, og heldigvis blev Nicky Andersens far også erklæret kræftfri.
- Det var ikke den sjoveste periode i mit liv. Men det vigtigste var at gøre min far stolt.