Sport25. april 2024

Nederlag til italiener blev dyrt for danskeren

Caroline Wozniacki vendte retur til tennis med en drøm om at vinde OL-metal, men drømmen smuldrer med nederlaget i Madrid
Caroline Wozniacki har ikke samlet nok point i foråret. 
Caroline Wozniacki har ikke samlet nok point i foråret.
 Foto: Elsa/Getty Images

LÆS OGSÅ: Dansk Tennisforbund har søgt om dispensation til Caroline Wozniacki

Det er stort set ude af Caroline Wozniackis hænder, om hun kommer med til OL i Paris.

En stor mavepuster for den 33-årige tennisdarling, der allerede i starten af året italesatte drømmen om at konkurrere på gruset i byernes by.

Onsdag tabte Wozniacki til italienske Sara Errani ved Masters 1000-turneringen i Madrid, og missede dermed chancen for at sætte potentielt afgørende point på kontoen, da hun i skrivende stund nummer 114 på verdensranglisten.

64 spillere skal til OL, og Wozniacki er så godt som uden muligheder for at hente point til ranglisten inden skæringsdatoen for OL-rangeringen 10. juni.

Nu skal hun i stedet håbe på at få et af de i alt to OL-wildcards, der er, som går til en spiller, der har været nummer et i verden eller som har vundet en Grand Slam.

Kriterier, som hun kan glæde sig over, hun begge opfylder. Men det er desværre ingen garanti - tværtimod.

Konkurrencen om et wildcard er hård, og flere store stjerner byder sig til. Angelique Kerber, Naomi Osaka, der er vendt tilbage fra barsel samt Simona Halep, som har udstået sin dopingstraf.

Caroline Wozniacki har spillet tre kampe på grus samt syv partier ved Billie Jean King Cup, inden hun trak sig med sygdom. Det taler heller ikke til danskerens fordel, at grus ikke er hendes foretrukne underlag.

En synligt skuffet Wozniacki forlod hurtigt banen i Madrid tirsdag aften, da nederlaget var en realitet. Nu skal hun håbe på et lille mirakel.

Sponsoreret indhold