Mikkel Hansen stejlede altid over særligt spørgsmål: Nu fortæller han hvorfor

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansens mareridt: - Det er det mest angstprovokerende jeg har oplevet
Siden Mikkel Hansen i august 2012 pådrog sig en alvorlig skade under en træningskamp for sin dengang nye klub Paris Saint-Germain, har han haft bøvl med knæet.
Lige siden er han blevet mødt af spørgsmål om knæets tilstand fra nysgerrige journalister.
Ingen er dog lykkedes med at lokke et svar ud af Mikkel.
I sit nye foredrag, som har TV 2 Sportens Thomas Kristensen som moderator, fortæller ekshåndboldspilleren, hvorfor han blev så indigneret over de uendelige spørgsmål om knæet.

Ifølge Thomas Kristensen blev Mikkel ligefrem pissesur, når en journalist dristede sig til at stille spørgsmålet.
- Jeg ved ikke, om jeg blev pissesur, men jeg gad ikke snakke om det. Jeg tror nærmest ikke, at jeg i de år kunne komme igennem et interview uden at blive spurgt, hvordan det går med knæet.
- På et tidspunkt bliver man også en lille smule træt af hele tiden at svare på det samme spørgsmål - også fordi jeg jo ikke vil give et svar, så hvorfor blive ved?
Der ligger en helt særlig grund bag Mikkels princip om ikke at udtale sig om sit knæ.
- Jeg har haft sådan en idé om, at taler jeg hele tiden om, at jeg har ondt i knæet, så får jeg mere ondt. Det hjælper mig jo ikke noget, forklarer han.
- Jeg følte et stort ansvar
I foredraget kommer han også ind på alt det, der foregik på de indre linjer, efter den skæbnesvangre træningskamp, hvor en 120 kilo tung stregspiller lander på Mikkels knæ og forårsager et grimt vrid.
Han blev med egne ord tjekket i hoved og røv, og konklusionen var ikke helt god.

Alligevel tapede han bare benet op og løb på banen.
For Mikkel føler et stort ansvar. Klubben har satset stort ved at skrive en stor kontrakt med ham. De vil gerne kvalificere sig til Champions League, og Hansen er bidende bevidst om sin rolle på holdet.
Klubbens læge siger: “Spil videre og bliv opereret til januar”. Landsholdets læge siger: “Bliv opereret nu, så kan du spille til januar”.
- Så jeg kunne ligesom godt se, at jeg var fanget mellem to steder, hvor jeg føler ekstremt stort ansvar for min klub, hvor jeg lige er blevet hentet til som en meget bærende spiller og har et stort ansvar for, at vi gerne skulle vinde Champions League.
- Det samme har jeg på landsholdet, så jeg vælger at få en tredje vurdering af en uvildig læge, som ser tingene med egne briller.
Hans vurdering er klart, at Mikkel skal på operationsbordet med det samme. Men det kan han alligevel ikke få sig selv til.
Under VM i januar 2013 var det så slemt, at Mikkel nærmest sad med en ispose på knæet konstant. Dengang spillede man sommetider kamp to dage i streg, men knæets ringe tilstand tvang Hansen til at vælge én af kampene, mens han sad den anden over.
- Jeg var fanget i det dilemma mellem at præstere for klubben og landsholdet, men nogle gange skal man også huske at tænke på sig selv. Hvem ved, om det havde gavnet mig at blive opereret hurtigt, siger han i dag.

I 2017 får landsholdet en ny fysioterapeut, Anja. Hun giver Mikkel nogle nye øvelser og noget behandling, men meldingen fra hende er klar: “Hvis det ikke bliver bedre, synes jeg, du bør stoppe”.
Mikkel spillede som bekendt videre, men i 2022 bliver smerterne for uudholdelige, og han skal på operationsbordet endnu en gang.
- Det er tre stykker brusk, som sad i klemme lidt på skift på de to forsider og bagtil. Det er fra den operation, hvor jeg fik blodpropper, fortæller Mikkel om et billede af et reagensglas med tre blege klumper, som vises på stormskærmen.
- Min klub mente i øvrigt ikke, at jeg skulle opereres. De syntes ikke, en operation var verdens bedste idé. Det der kunne man godt spille med, men det kan jeg så fortælle ikke er særlig rart, når de engang imellem sætter sig fast steder, hvor de sad før.
Kort efter annoncerede Mikkel, at han ville stoppe i PSG efter 10 år i klubben.
Efterfølgende tog han hjem til Danmark, hvor han skrev kontrakt med Aalborg HK, hvor han spillede indtil han i 2024 indstillede sin karriere.