Sport22. april 2024

Mikkel Hansen ikke udtaget: Nikolaj Jacobsen forklarer

Landstræneren har udtaget hold til to forberedelseskampe frem mod OL - og det er uden markante navne
Mikkel Hansen er ikke udtaget til de kommende landskampe.
Mikkel Hansen er ikke udtaget til de kommende landskampe.
 Foto: Mikael Rieck

Der er bare tre måneder til, at OL starter, og det betyder, at forberedelserne så småt er gået i gang.

For håndboldherrerne inkluderer det blandt andet to forberedelseskampe i maj, og nu har Nikolaj Jacobsen sat navne på de 18 spillere, der er udtaget.

Og på listen står der altså ikke Mikkel Hansen nogle steder, men det er der en årsag til, forklarer landstræneren.

– Mikkel er ikke klar til sådan en uges landsholdssamling på nuværende tidspunkt. Han skal først spille noget mere, og Aalborg har også nogle svære og hårde kampe efterfølgende. Så derfor skal vi tænke os godt om på det her tidspunkt af sæsonen, siger landstræneren i forbindelse med udtagelsen.

Til OL må landstræneren blot udtage 14 spillere til kampene.

Det betyder, at der helt naturligt skal fravælges nogle spillere fra EM-truppen i januar.

Derfor er fokus hos landstræneren også på at finde ud af, hvordan truppen skal sammensættes.

– Jeg skal bruge ugen på at se, hvilke muligheder vi har til OL, når vi kun må have 14 spillere på holdkortet, og hvilke opstillinger vi kan bringe i spil.

Håndboldherrerne samles mandag den 6. maj og spiller mod Norge den efterfølgende lørdag klokken 16.15 og Kroatien søndag klokken 14.15.

Sponsoreret indhold