Sport27. januar 2024 (opd. 27. januar 2024)

Mikkel Hansen efter semifinalen: - Det er det, man drømmer om

Veteranen fik endelig en hovedrolle i EM-semifinalen, hvor han fordelte boldene med stor succes
Mikkel Hansen om EM
Mikkel Hansen var med til at sætte skik på et dansk angrebsspil i semifinalen mod Tyskland.
 Foto: Mikael Rieck

Efter syv kampe med sporadisk spilletid var Mikkel Hansen tilbage i en hovedrolle, da håndboldlandsholdet spillede sig i sin første EM-finale i ti år med en 29-26-sejr over Tyskland.

Hansen kom på banen sidst i første halvleg og var med til at sætte skik på et dansk angrebsspil, der indimellem virkede hektisk i den infernalske larm i Köln.

- Det er en fornøjelse. Det er det, man drømmer om. Det var godt, at jeg kunne hjælpe holdet med at få lidt ro på. Vi viste masser af karakter, siger Mikkel Hansen.

Fra start var han ellers henvist til bænken, mens Rasmus Lauge indtog midterpostionen. Men Lauges duelstyrke fik ikke den håbede effekt i det kontante tyske forsvar.

Derfor måtte Mikkel Hansen tage over. I første omgang i et enormt effektivt overtalsspil. Og da holdet efterfølgende gik tilbage til at spille seks mod seks, forsatte veteranen med at fordele boldene med stort overblik.

- Vi havde det svært de første 20-25 minutter. De lykkedes med at ødelægge vores rytme, og vi kom måske også til at "tage bolden op under trøjen" og spille lidt for meget mand mod mand.

- Resten af kampen formåede vi at få spredt spillet rigtig godt ud. Nogle gange fungerer tingene ikke, og man skal finde nye måder at vinde på. Det gjorde vi i dag (fredag, red.), siger Mikkel Hansen.

Danmark møder Frankrig i finalen, der spilles på søndag.

Sponsoreret indhold