Medie: Sir Bobby Charlton døde efter fald på plejehjem

LÆS OGSÅ: Sir Bobby Charlton er død: Mindes af David Beckham og andre stjerner
For lidt over en uge siden kom det frem, at den engelske fodboldlegende Sir Bobby Charlton havde mistet livet.
Han blev 86 år gammel.
Sidenhen har offentligheden ikke vidst, hvad der har ligget til grund for fodboldlegendens død.
Men nu skriver BBC, at Bobby Charlton døde efter et faldt på plejehjemmet The Willows i Knutsford, der tager sig af patienter med demens, hvor fodboldlegenden boede.
Derudover har retsmediciner Jacqueline Devonish ifølge mediet konkluderet, at Bobby Charltons død fandt sted efter et uheld.
Ifølge BBC mistede den engelske fodboldlegende balancen, da han rejste sig fra en stol og slog sig på en vindueskarm og muligvis også en radiator.
Herefter undersøgte personalet Bobby Charlton for skader, men i første omgang var der ingen tegn.
Senere bemærkede personalet en hævelse på hans ryg, og efterfølgende blev han kørt på hospitalet.
Fodboldlegenden blev indlagt på Macclesfield General Hospital, og efter scanninger viste det sig, at han havde brækket flere ribben og sandsynligvis ville udvikle lungebetændelse.
Bobby Charlton døde fem dage senere, altså 21. oktober.