Sport17. maj 2023

Medie: Rasmus Nicolaisen lånte penge af holdkammerater uden at betale tilbage

Den danske fodboldspiller Rasmus Nicolaisen er angiveligt i uføre hos sin klub Toulouse
Rasmus Nicolaisen spiller til dagligt mod nogle af verdens bedste fodboldspillere. Nu skriver mediet Les Violets, at danskeren har lånt penge af sine medspillere. nbsp;
Rasmus Nicolaisen spiller til dagligt mod nogle af verdens bedste fodboldspillere. Nu skriver mediet Les Violets, at danskeren har lånt penge af sine medspillere.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er sjældent en god idé at låne penge af sine venner.

Og det bliver rigtig bøvlet, når man ikke overholder aftaler om tilbagebetaling.

Alligevel er det, hvad fodboldspilleren Rasmus Nicolaisen har gjort.

Det skriver det franske medie Les Violets, der følger danskerens klub Toulouse på nært hold.

– Rasmus Nicolaisen er de seneste måneder stødt på betydelige økonomiske problemer. For at håndtere dem, tog Toulouse-forsvareren sig friheden til at låne penge fra forskellige holdkammerater og medlemmer af staben med løfte om at tilbagebetale dem, skriver de og fortsætter.

– Problemet opstod få uger senere, da Nicolaisen ikke overholdt sine forpligtelser og ikke tilbagebetalte de (meget betydelige) beløb, han havde lånt fra sine kolleger i omklædningsrummet.

Mediet fortæller ydermere, at det har medført spændinger i omklædningsrummet, og det var angiveligt årsagen til, at danskeren ikke var i truppen, da Toulouse tilbage i april mødte storklubben Lyon.

Ugen efter var Nicolaisen tilbage i startopstillingen, og det har han været i fire af klubbens fem seneste kampe.

Tilbage i 2021 blev den tidligere FC Midtjylland-spiller straffet for at bryde de engelske bettingregler.

Det skete, fordi Nicolaisen havde placeret 53 væddemål på kampe, hvor han ikke selv var involveret.

Derfor var han dog ikke indblandet i nogen form for matchfixing. Og det gik hans daværende klub Portsmouth også ud fra.

– Portsmouth tror på, at spilleren handlede i god tro, og det var et resultat af en misforståelse omkring de forskellige regler i England og Danmark. Rasmus har været professionel i alle aspekter, siden han kom til klubben sidste sommer, skrev klubben dengang.

Nicolaisen begyndte sin professionelle karriere i FC Midtjylland, og han blev i 20/21-sæsonen udlånt til engelske Portsmouth.

Han blev i august 2021 solgt franske Toulouse, hvor han spiller i dag.

Sponsoreret indhold