Sport12. april 2023 (opd. 12. april 2023)

Medie: Manchester United-salg nærmer sig

Ifølge BBC går salget af Manchester United ind i næste fase med en tredje budrunde
Manchester United kan snart få nye ejere. Ifølge BBC er klubben på ud i ny budrunde. 
Manchester United kan snart få nye ejere. Ifølge BBC er klubben på ud i ny budrunde.
 Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Familien Glazer, der ejer Manchester United, har givet grønt lys til at fortsætte processen med at sælge den engelske storklub, og der sættes derfor gang i den tredje budrunde i forbindelse med salget.

Det skriver BBC.

I den anden budrunde kom der angiveligt bud fra Qatar-sheiken Jassim bin Hamad bin Khalifa Al Thani og den engelske forretningsmand Sir Jim Ratcliffes.

Den finske rigmand Thomas Zilliacus har desuden udtalt, at han også er involveret i processen.

Nu skal de interesserede købere udarbejde et tredje bud i håbet om at gennemføre købet.

I første omgang blev det annonceret, at man håbede at nå i mål med et salg ved udgangen af den nuværende Premier League-sæson, men ifølge BBC ser tidsrammen ud til at skride.

Det vides ikke, om der er fastsat en præcis deadline for tredje budrunde.

Glazer-familien menes at have sat et prisskilt på mere end 40 milliarder kroner på Manchester United. Amerikanerne betalte 790 millioner pund, svarende til 6,6 milliarder kroner, da de købte sig ind i 2005.

Glazer-familien ejer 69 procent af aktierne i United.

Det er den amerikanske investeringsbank Raine Group, der administrerer salget på vegne af Glazer-familien.

Sponsoreret indhold