Sport3. marts 2023

Medie: Achraf Hakimi er sigtet for voldtægt

En ung kvinde anklager Paris Saint-Germains Achraf Hakimi for voldtægt
Achraf Hakimi (th.) er blevet sigtet for voldtægt. Her ses han med holdkammeraterne Lionel Messi (tv.) og Kylian Mbappé (i midten).
Achraf Hakimi (th.) er blevet sigtet for voldtægt. Her ses han med holdkammeraterne Lionel Messi (tv.) og Kylian Mbappé (i midten).
 Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix

Anklagemyndigheden i franske Nanterre har sigtet Paris Saint-Germains Achraf Hakimi for at have begået en voldtægt.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP, som har fået oplysningen fra anklageren. Også avisen L'Equipe beretter om sigtelsen.

Den marokkanske fodboldspiller blev torsdag afhørt i sagen, hvor en 24-årig kvinde har anklaget ham for voldtægt.

Hakimi er en stor stjerne på PSG-holdet, som kæmper for at vinde det franske mesterskab og Champions League i denne sæson.

Fredag morgen var han til stede ved holdets træning forud for lørdagens hjemmekamp i Ligue 1 mod Nantes.

Storklubben fra den franske hovedstad har endnu ikke reageret offentligt på sigtelsen.

Hakimi afviser selv anklagen, skrev den franske avis Le Parisien torsdag.

Hun påstår ifølge avisen, at han skulle have voldtaget hende i sit hjem i en Paris-forstad 25. februar.

Hakimi og kvinden mødtes angiveligt, efter at de havde fået kontakt til hinanden på det sociale medie Instagram.

Den 24-årige højre back kom til PSG fra Inter i sommeren 2021. I denne sæson har han været fast mand, men han er gået glip af de seneste kampe på grund af en skade.

Hakimi var en vital del af Marokkos landshold, som overraskede alt og alle ved sidste års VM. Her nåede marokkanerne helt til semifinalen, hvor holdet løb ind i et nederlag til Frankrig.

Efterfølgende tabte Marokko kampen om bronzemedaljerne til Kroatien. Trods sin relativt unge alder står Hakimi noteret for 61 landskampe og otte mål.

Mandag aften var Hakimi sammen med flere holdkammerater til The Best Fifa Football Awards, der afholdes i Paris.

Sponsoreret indhold